Serien fik mig til at huske

For tre år siden fik jeg en mail fra en tidligere kollega. Hun skrev, at hun havde fået ny adresse, og at hun ikke regnede med at flytte igen. Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg har set Anders Aggers smukke udsendelser i de sidste uger fra Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Min kollega flyttede på hospice!

Tidligere bulletiner gav håb om, at kræften var gået i sig selv igen. Da jeg fik mailen, var mit hoved et mylder af tanker - glimt af vores tid sammen for år tilbage. Vi fik den samme uddannelse, vi fik barn samtidig. Så flyttede hun til den anden ende af landet, og derovre skulle hun nu afslutte sit liv. Hun, der var så smuk og så sjov. Tanker om uretfærdigheden. Hun havde arvet nogle gener, der disponerer for kræft lige som begge hendes søstre. Den ene var allerede død, den anden var alvorligt syg, og hendes far døde af samme grund. Jeg tænkte på hendes døtre, der mistede deres mor, og børnebørnene.

Jeg tænker på, om hun fandt fred med sin skæbne - og på, om jeg skal skrive om det her. Den problematiske grænse mellem privat, personligt og alment. Mit første udkast så anderledes ud. Jeg havde hendes fornavn med, men syntes pludselig ikke, det var passende. Men hvad er egentlig forskellen.