De vildeste ideer

For en del år siden havde jeg en spændende chef, som alle respekterede. Tiden var en anden, og der var flere penge at rutte med, og det gjorde det selvfølgelig en hel del nemmere at være afholdt som leder. Hun hed Jytte, var på min egen alder, havde den samme uddannelse og var altid fuld af gode ideer.

En af hendes bedste opfindelser var et såkaldt kreativitetskursus - det lyder helt trivielt og dagligdags nu, men det var bestemt ikke noget, man brugte i virksomheden dengang. Kreativ var noget, man var - eller også var man det ikke. Men Jytte havde opsporet en lærer fra Arkitektskolen med helt specielle evner for at inspirere og begejstre, og vi var otte medarbejdere på kurset fra to faggrupper, der arbejdede tæt sammen til daglig. Vi skulle lære at være mere kreative.

Vi blev bedt om at komme med forslag til løsning af et bestemt problem. Først skete der det forudsigelige, at de fleste straks gav sig til at skyde de andres ideer ned med indlysende argumenter. Hvilket vi lærte var indlysende forkert! Alle ideer skulle væltes på bordet fuldstændig usorteret i et på forhånd fastsat tidsrum - jo vildere ideer, jo bedre - og først bagefter var det tilladt at sortere. Når det er forbudt at bremse ideerne, trækker de håbløse forslag ekstra mange brugbare ideer med sig. For os var det en øjenåbner.

Vi lærte en million andre ting på de to herlige dage, kurset varede, og jeg fik et fint diplom, som stadig er en god reminder. I mellemtiden er brainstorming-teknikken med 'den vildeste idé' blevet barnelærdom for de fleste. Men hvor mange husker at bruge den til daglig på arbejdspladsen? Jeg synes desværre, at 'det kan ikke lade sig gøre, fordi ...' og 'det har vi prøvet for mange år siden' stadig har kronede dage.