tirsdag, februar 14, 2012

Mig og min æggevarmer


Da jeg gik i 2. klasse, havde jeg en forfærdelig rappenskralde som håndarbejdslærer. Hun fik næsten ødelagt mit forhold til at strikke og hækle, selv om jeg har taget tilløb nogle gange og også strikket bluser til sønnike og hæklet et tæppe. Fru Winther hed læreren, som stadig står for mig som en, der gjorde alt galt – hun hånede os, hvis vores små fingre ikke strikkede jævnt og hurtigt. I dag dukkede mit første forsøg i strikkekunsten op igen, og det er med en vis ømhed, jeg genser æggevarmeren, når jeg mindes de følelser, der var forbundet med at frembringe den.

Har du gemt noget af det første håndarbejde, du lavede?