onsdag, oktober 02, 2019

Hortensiablomster og en udflugt

Ind immellem opstår der det fineste filigran, når hortensiablomster visner. Jeg er vild med havesæsonen, men den er unægtelig ved at være overstået i min have.

I går var vi en tur i København for at se Medicinsk Museion i Bredgade. Der er gratis omvisninger hver dag, og det var spændende. Medicinsk Museion er en museumssamling grundlagt i 1906 af en gruppe københavnske læger.  Museet forsker i, indsamler og udstiller den medicinske kulturarv.  

   Man får nok ikke ret meget ud af gå rundt uden en, der kan fortælle, og vi havde en en ung historiestuderende som  guide.  Inden vi så samlingen, hørte vi om Frederiksstaden, Frederiks hospital og kirurguddannelsen i gamle dage. Når man i 1700 og 1800-tallet var over 40 år, var man gammel og udslidt, og det kunne man ikke gøre noget ved. Derfor var hospitalet kun for voksne, som endnu ikke var fyldt 40 år. Jeg tog en masse billeder, og det mærkeligste var  fostrene i sprit - siamesiske tvillinger for eksempel.  Jeg tror, det bliver for voldsomt at vise dem her.

Bagefter var vi inde og få kaffe på Mormors Café  i Bredgade - et finurligt sted med så utroligt mange sjove ting fra tidligere tider.