lørdag, juli 25, 2020

Rundvisning på Andelsgaarde i Melby

Klokken 11 i dag er der rundvisning på gården under Andelsgaarde i Melby, og det må jeg jo opleve! Jeg opdaterer indlægget her, når jeg kan fortælle nyt. Jeg er spændt på, hvad de selv fortæller om, hvordan og hvorfor de dyrker jorden.

Nanna og Christopher, de to forpagtere på gården, har anskaffet sig to små plæneklippere.  Det er to kunekunegrise, som  lever af græs og urter. De skal nu have et godt liv i skovlandbruget, spise græs og kløs på maven. Dem glæder jeg mig til at hilse på!   

Det er også arbejdsdag for medlemmer af andelsgaarde.dk - skovlandbruget skal have en kærlig hånd, og kl. 11 er der altså rundvisning for alle interesserede. 

Andelsgaardes fuglegruppe kommer også i dag, og de vil montere fuglehuse på hele grunden. Og salgsboden er selvfølgelig åben fra 10.  

Nanna og Christopher er begge uddannede økologiske landmænd, og de driver foreningen Andelsgaardes første gård i Melby nær Liseleje. De dyrker en masse forskellige grøntsager og er i gang med at etablere et skovlandbrug, hvis mål er at opbygge en levende og frugtbar jord til gavn for grøntsager og kommende generationer. 

Update: Nu er jeg hjemme igen efter at have været med på rundvisningen. Det var spændende, og jeg lærte en masse nyt. Foreningen Andelsgaarde blev stiftet i 2018, og gården i Melby er modergården, som bl.a. blev valgt, fordi den ligger tæt ved offentlig transport. Det er meningen, at der også skal opkøbes gårde i Jylland og på Fyn, og at Andelsgaarde om 10 år vil have 10-20 gårde. Foreningen har 1500 medlemmer, der hver betaler 150 kroner om måneden. 

Medlemmerne er med i forskellige grupper som fx bygningsgrupppen, biodiversitetsgruppen, fuglegruppen og arbejdsgruppen. Det var interessant at høre, hvordan man dyrker jorden økologisk.  Da gården blev købt, eftersåede  Nanna og Christopher for at forbedre jorden, der tidligere blev brugt til kartofler. Nu vil de på hvert jordstykke dyrke grøntsager i tre år og holde pause ét år. Alt arbejde udføres med håndkraft for at holde prisen nede.

Der sælges grøntsager til Krogerup højskole og til restauranter udover vejboden, som bliver flittigt besøgt. 

Nanna og Christopher har været i gang med at renovere bygningerne, men der er fundet svamp, så det er tvivlsomt, om bygningerne overlever.   Der skal bygges et fælleshus under glas, og her skal være foredrag, undervisning og høstfest. 

Dansk landbrug skylder over 250 milliarder kroner og er ekstremt konjunkturfølsomt. Økonomien i landbruget er lidt ligesom det omskiftelige vejr, vi oplever, i takt med at klimakrisen tager til. Måske skulle vi købe det op og lave det hele om? Se mere på andelsgaarde.dk