søndag, september 19, 2021

Arboretet, Pederstrup og det gamle Liseleje

  Trompetkronen her er fra Arboretet i Hørsholm, hvor rundvisningerne endelig er begyndt after coronapausen. Jeg var der i sidste weekend.

Filmen Margrethe den Første anbefaler jeg på det varmeste. Jeg læste, at vores dronning Margrethe var inviteret med til forpremieren.    

Og så har jeg opdaget Pederstrup! Det er en lille, idyllisk landsby i Ballerup, der er som taget ud af Frilandsmuseet. Vi spiste frokost på Konditorgården med to gode venner - ingen af os kendte Pederstrup i forvejen og blev blæst bagover. Der er utrolig smuk. Tæt ved Konditorgården er der et andet spisested: På Grantoftegaard finder man Kokken og Kunstneren, der byder på både mad og kunst. Læs evt. lidt om Pederstrup her.

Nu til noget helt andet ...
De fine gamle huse her ligger på Kystvej i Liseleje. I huset herover boede Bente Daugaard hver sommer i 85 år - lige indtil hun døde. For fire år siden begyndte hun at skrive sine erindringer fra barndommens og ungdommens Liseleje, og vores lokale avis bragte flere meget spændende artikler. Her er afsnit 1 og afsnit 3. I trediverne var der ikke særlig mange beboere i Liseleje. Der var de ret få fastboende, og landliggerne begyndte kun langsomt at dukke op. Bente lever desværre ikke mere, men Bentes blog med erindringer kan ses her, hvor hun levende fortæller og kan huske alt. Hun har skrevet med humor og fortæller bl. a., at hun husker isvintrene 1941 og 42, hvor de gik ud på det stivfrosne Kattegat, klatrende på enorme turkisblå isskruninger. Når der var sne om vinteren, tog de ofte herop og stod på ski i Tisvilde hegn.

Her er lidt flere af de smukke, gamle huse fra Kystvej.
Jeg holder meget af at fotografere, og her er lidt billeder fra de sidste dage. Snogen og firbenet mødte vi på traveture, og frøstanden af jomfru i det grønne er fra haven ...