tirsdag, maj 07, 2013

Arboretet i Hørsholm


I efteråret blev jeg opmærksom på Arboretet i Hørsholm. Det er en skov eller park med 2.000 forskellige træer og buske grundlagt på en bar mark i 1936. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så smukt - og nu har jeg været der igen. Her er de mest fantastiske træer, der hører hjemme rundt omkring i verden, men flest fra Kina, Japan og Nordamerika, og de har det til fælles, at de kan gro under vores himmelstrøg. Arboretet er en del af Skov- og Landskab under Københavns Universitet og bruges bl.a. til studiebrug og forskning. Ved indgangen er der bruchurer om planterne, men hvert træ og busk er også mærket op. Der er turforslag med anvisning af, hvor man finder de forskellige træer og buske. Fem gange om året er der rundvisning, men man også bare gå rundt på egen hånd. Her er blandt andet egetræer, som er podninger eller frøplanter af berømte gamle egetræer.

Lørdag den 18/5 kl. 13 er der rundvisning næste gang, og alle kan bare møde op. Det må jeg opleve ...








Forår, scoresalat og Louisiana


Der sker meget i naturen i disse dage - i går så jeg syrener med blomsterknopper og gemserod, der er lige ved at springe ud.



Og se så lige scoresalaten, Monsieur lavede i går. Den fik 30 minutter i ovnen ved 230 grader og er bagefter pyntet med feta og oliven ...

I dag skal jeg på Louisiana og høre forfatteren Leif Davidsen fortælle om research, erfaringer og farer i anledning af udgivelsen af thrilleren 'Patriarkens hændelige død'.

mandag, maj 06, 2013

Vil du med en tur på stranden?


Vi tager lige en af de gammeldags is med fra ishuset på Lisehøjvej i Liseleje. Lad os gå ind gennem plantagen - se her, bøgen er sprunget ud!









søndag, maj 05, 2013

Picnic i det grønne


Vi har været på picnic, Bella og jeg - en picnic kan jo bare være på græsplænen, hvor man bor, og hvor man kan have sine rulleskøjter og sjippetovet med. Og Pjevs blev hentet, så han også kunne nyde det dejlige vejr ...



lørdag, maj 04, 2013

Ponyføl og de lyse nætter


Det er spændende at følge livets gang i foldene, når shetlandsponyerne får føl.

Søndag den 5. maj er det Skovens Dag og dagen, hvor de lyse nætter begynder! Nu kan man finde spæde bøgeblade, der lyser nu op i de danske skove. DMI fortæller, at i hele næste uge dominerer et højtryk det danske vejr, og det lune forårsvejr, vi har i vente, ser ud til at kulminere i Kristi Himmelfarts-dagene med op til 20°C ...



fredag, maj 03, 2013

Et rask lille slagsmål :-)


Vi bor nær ved en gård, der har shetlandsponyer og et stutteri - og der er altid underholdning at kigge på. Jeg vil også vise jer nogle helt bedårende små føl ...


torsdag, maj 02, 2013

Små yndigheder


Igår sprang de første mirabelletræer ud her i nabolaget med yndige små blomster - lidt undselige på afstand, men så fine når man ser dem tæt på.

Da jeg kørte gennem skoven i går ad Christianshøjvej på vej til Kirke Værløse var skovbunden helt hvid af anemoner - et fantastisk syn, der mindede om sne.


onsdag, maj 01, 2013

Redebygning


Nu er musvitten igen begyndt at hente uld fra mit gamle tæppe. Den skal være velkommen - tæppet er lagt ud til samme formål.

Og så smukke er mine blodribs i øjeblikket ...

tirsdag, april 30, 2013

Tusind tak, Nana


Jeg har vundet en æske med de skønneste, bløde flødekarameller fra Karamel Kompagniet. Tusind tak, Nana! De er fuldstændig uimodståelige, som der står uden på æsken. Nana har internetbutikken www.drømmegaven.dk og bloggene Drømmehaven og Drømmegaven. Nana sælger blandt meget andet fransk rosensæbe, smukke glas, kopper, kander, lygter og quiltede tæpper - men se selv. Drømmegaven er et oplagt sted at finde værtindegaver. Jeg kan slet ikke stå for vaserne fra designeren Anne Flohr.



Må jeg byde på en karamel? Nej pjat, det kan jeg jo ikke, og æsken er også allerede næsten tømt ;-) Det kræver vist en cykeltur på mere end 10 kilometer ...

Udsmykning i et træ - og nyt marked


Ved søerne i København har man i årevis kunnet se denne udsmykning i et gammelt træ - på hjørnet af Vester Søgade og Gyldenløvesgade. Er det ikke smukt? Er der nogen, der kender historien bag og ved, hvem kunstneren er?

Update klokken 12.30: Nonna har opklaret, hvem kunstneren er, og han hedder Ole Barslund.

I går fik jeg et tip om, at Spejdernes Genbrug i Farum skulle være et rigtig godt sted, når man er bidt af loppemarkeder og genbrug. Nu ved jeg, hvad skal på lørdag! Der er åbent første lørdag i hver måned fra 10 til 13. Det kæmpe genbrugsmarked er organiseret i ca. 25 boder med hver deres udvalg. Alt er sorteret grundigt, så det kun er de bedste ting, der bliver sat til salg. På hjemmesiden kan jeg se, at de har tøj til enhver lejlighed - hverdag og fest! Smokings, store kjoler, hatte, pelse, cowboybukser, T-shirts sweaters, dyre mærker, trendy ungt tøj, klassiske jakker, smarte nederdele og korte kjoler ...

mandag, april 29, 2013

Hård træning ... :-)


I de sidste fire dage har Monsieur cyklet ti kilometer om dagen, og nu har jeg også indledt cykelsæsonen - og jeg skal lige love for, at det er nogle andre muskler man bruger, end når man går tur. Nu skal jeg træne, så jeg kan klare de stejle bakker uden at blive til grin ;-)

Jeg håber, mange af jer så udsendelsen 'Jimmis liv i skoven' - en naturserie fra BBC, der fortsætter på næste søndag på DR2. I en skov i Norfolk har Jimmy Doherty bygget et smukt træhus i to store egetræer. Her følger han gennem et år livet i skoven fra trætoppen til skovbunden. Undervejs inviterer han forskellige eksperter - økologer, insektforskere, folk, der fouragerer i skoven, traditionelle håndværkere, historiefortællere og landboere. Og når han ikke får svar på sine spørgsmål i sit træ, må han selv ud på ekskursioner i skoven.


søndag, april 28, 2013

Sophienholm og loppemarked


I går var jeg en tur i Ikea for at købe en gave, og da jeg nu var på Nybrovej, kørte jeg forbi Sophienholm for at se, hvor meget, der er sprunget ud i parken - var spændt på, om gæssene havde gæslinger, men nej ikke endnu ...

Om lidt vil jeg køre på loppemarked i Farum :-)




lørdag, april 27, 2013

Badesæsonen er begyndt ...


Varmt var det ikke - og heller ikke vandet - men i går så jeg en familie bade ved stranden i Liseleje. Børnene løb rundt i meget lidt tøj, mens jeg selv lunede mig i en varm jakke og indledte badesæsonen på en lidt anden måde, nemlig med sæsonens første vaffelis.