Bare fordi man bor sammen...
...er man ikke nødvendigvis altid på talefod.
søndag, februar 12, 2006
lørdag, februar 11, 2006
Vis- og alderdom
Siden Ældresagen er begyndt at linke til denne blog, må det være på sin plads at kvittere for opmærksomheden med en håndfuld visdomsord:
| Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt. |
| Alder beskytter ikke mod kærlighed, men kærlighed beskytter til en vis grad imod alder. |
| Man bør blive mildere med alderen. Jeg ser ingen fejl begået, som jeg ikke selv kunne have begået. |
| Livet er bedst, når det er for nedadgående. Alderen er fuld af glæder, hvis man forstår at udnytte dem. Den bedste tid er måske gemt til sidst. |
| Hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe. |
Lørdage (i modsætning til søndage) er som skabt til at sidde foran kaminen, klappe katten, læse og reflektere til husbehov.
fredag, februar 10, 2006
Hvordan kan det være

...at det er den hvide sofa, der er bedst at sove på, når man lige har været ude i regnen og foretage en gennemgribende ransagning af buskadset og den smattede jordbund?
torsdag, februar 09, 2006
Morskab
For nylig så jeg tilfældigt et billede, jeg ikke kan glemme igen. Det var ikke et billede, der var ekceptionelt på grund af sine æstetiske kvaliteter, mere fordi det var så elementært. Man ser bare en lille dreng, der kommer gående på strømpesokker en sommerdag hen ad en sti, og det er taget i det øjeblik, han får øje på kameraet. En ganske almindelig glad, lyshåret, dansk dreng, der er helt til stede i det nu, hvor billedet blev taget. Ikke andet.
Ud over at det fik mig til at tænke på, at jeg selv har haft sådan én for mange år siden, kom jeg til at tænke på al den umiddelbarhed, de fleste af os mister, når vi bliver voksne. Morskaben ved bare at være her og glæden over at opdage ting, man som voksen tager som en selvfølge. At det er fantastisk, at der kommer vand ud af vandhanen, når man drejer på den, at mel kan blive til en kage, at det siger ding-ding, når toget kører forbi ved bommen. At det samme klovnenummer kan blive ved med at være sjovt igen og igen.
Den gode nyhed (som ikke er en nyhed) er naturligvis, at det står os frit for at holde den barnlige glæde ved lige eller genopdyrke den. Morskab, barnlig eller ej, er ikke noget, andre har ansvaret for, men noget vi tillader os selv at opleve. Det kan man øve sig i.
Det var det, jeg blev mindet om, da jeg så billedet. Hvis du er nysgerrig, så kig her.
tirsdag, februar 07, 2006
lørdag, februar 04, 2006
En udmærket lørdag
Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor var husholdningslærerinde, og min moster er husholdningslærerinde. Jeg har selv gået på husholdningsskole. Måske har der ganske enkelt været for meget husholdning og madlavning i mit liv, og måske er det derfor, jeg for mange år siden er holdt op med at tilbringe mere tid i køkkenet end højst nødvendigt. Måske er det forklaringen på min manglende sans for madlavningens meditative kvaliteter, som jeg har hørt meget om og læst endnu mere om i bøger, blade og blogs.
Resultatet interesserer mig med andre ord betydeligt mere end processen, når det gælder madlavning, men jeg samler da på opskrifter. De bedste af dem lægger jeg diskret på Monsieurs skrivebord, så det ikke ligner en direkte ordre. Det virker nogen gange, andre gange ikke.
For et par dage siden anbragte jeg omhyggeligt Liselottes opskrift på brownies i udkanten af Monsieurs synsfelt. Men det er under hans værdighed at kommentere opskrifter, tror jeg, så jeg fik ingen reaktion og måtte som sædvanlig håbe på det bedste.
Men som så ofte før har tiden arbejdet for mig. Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen fra et vigtigt planlægningsmøde i Madames Klassefestkomité vedrørende den forestående sommers sammentromning af fortidens venner og fjender og åbnede hoveddøren, strømmede Chet Baker og Gerry Mulligan mig i møde fra højttalerne, skarpt forfulgt af en liflig duft, og da jeg nåede frem til køkkenregionerne, prydede en rund springformsudgave af de omtalte brownies køkkenbordet. Og ikke nok med det: bøjet over komfuret var køkkenets nynnende betvinger i gang med at lægge sidste hånd på refugiets Orientalske Frikadeller med Tryk på Ingefær og næstsidste på et halvt fyldt glas Barbaresco. Alt i alt et stemningsfyldt billede for samtlige sanser.
Lørdage er som udgangspunkt glimrende. Denne har været ud over det sædvanlige.
Og tak til Liselotte for en pragtfuld opskrift.
torsdag, februar 02, 2006
Tovtrækning
Man ser lidt af hvert, når man bor herude, hvor man har dyrelivet tæt på. Hver dag ser jeg rådyr på vores grund. Jeg ser egern i vores træer, og jeg ser harer på markerne. Jeg ser ræven, og ræven ser mig. Vi ser på hinanden gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren, hvor den står og spejder ind hver dag, når den har afsøgt terrænet for mad. Det må den gerne, og den må også gerne få de rester, vi alligevel smider ud, selv om det ikke er velset at fodre ræve, for der må vel være en mening med, at de er her. Men jeg vil ikke have, at den tager det tæppe, jeg har bredt ud over havebænken inde under halvtaget, hvor den store, vilde, godmodige hankat ligger og sover om natten i vinterkulden. Så må jeg gå ud og trække i den anden ende af tæppet, og så må vi se, hvem der er modigst og stærkest.
Det var jeg denne gang.
Nu har jeg set det med. Men hvem ved? Måske havde ræven mere brug for tæppet, end både jeg og katten har?
tirsdag, januar 31, 2006
Jeg hører stemmer
Når jeg er på arbejde, hører jeg stemmer fra jeg kommer til jeg går. Jeg har gjort det siden jeg var atten, og derfor ved jeg, at der ikke er noget, der taler mere til følelser end stemmer. Hver eneste stemme har sin egen lyd helt for sig selv. Sine egne karaktertræk, der forfører eller irriterer. Ikke to stemmer er ens.
Vi negligerer ofte resonanserne under de ord, vi hører, fordi ordene umiddelbart forekommer vigtigere. Men stemmen siger mere end ordene, og den afslører personligheden bag dem, vi møder, og dem vi hører på dagen igennem. En kollegas skærebrænderstemme på kontoret ved siden af. En radiospeakers beroligende baryton i bilen. Stemmer fra legende børn på gaden en snevejrsdag, hvis man er heldig. Alle de stemmer, vi hører i løbet af dagen, kan smelte sammen til en blid symfoni, et sindsoprivende inferno eller noget midt imellem.
Hver gang vi bruger stemmen, sender vi energi ud til omgivelserne, og ligesom ordene kan stemmerne kommunikere, hvad vi føler, hvad vi længes efter - hvad vi mener. Frygtsomhed, begær, kærlighed kan altsammen udtrykkes gennem stemmen og føles af andre. Stemmen besidder ressourcerne til at heale, såre, elske og forandre vores omgivelser.
Tænk over, hvad du kommunikerer under ordene. Tag ansvar for den styrke, din stemme har til at påvirke dem, du omgås. Vær med til at skabe en iørefaldende symfoni.
Og nu tilbage til arbejdet...
søndag, januar 29, 2006
Jeg ligner Garbo
Det anede mig, og takket være Regitze har jeg fået vished for det. Jeg ved nu, at jeg har 46 procents lighed med Greta Garbo. Jeg vil endda sige, at ligheden er slående, og nu bliver jeg nødt til at anskaffe mig et nyt selvtilfredshedsbarometer ved først givne lejlighed. Det jeg havde, er eksploderet med et brag og gået i tusind stykker.
Monsieur har lige halshugget en Pommery sec, for også han er ganske fornøjet. Han gjorde ligesom jeg: gik ind på myheritage.com, uploadede et billede af sig selv og konstaterede at han både ligner Peter Sellers, Jean-Luc Godard og Michael Caine med over 50 procent.
Og jeg behøver jo strengt taget ikke fortælle nogen, at jeg faktisk ligner Dustin Hoffman 8 procent mere, end jeg ligner den svenske diva...
tirsdag, januar 24, 2006
Operationen lykkedes
Mange af jer, der læser med her, har inden for de sidste par dage modtaget en mail med gode tanker, andre har tænkt om jer eller jeres blog. Tag dem bogstaveligt og husk på dem. Hvis nogle af jer, der har nedskrevet og videresendt jeres tanker, ikke selv har modtaget en mail, er jeg sikker på, at det alligevel har været en god fornemmelse.
At så mange har villet være med til Operation Morgenluft har i hvert fald været fantastisk for mig og givet mig et overraskende indblik i, hvor meget man kan føle sig forbundet med andre mennesker uden at kende dem personligt. O.k., en del mails afslører, at nogle også kender hinanden privat, men det har trods alt været et mindretal.
De fleste har fulgt reglerne og nævnt fem favoritbloggere, andre har nøjedes med tre eller fire, og der har selvfølgelig været overlapninger. Men spredningen har alligevel været forbløffende stor. 58 bloggere har modtaget en mail med ord fra andre bloggere, der har haft lyst til at sige noget pænt og velment om dem. En halv snes mails har været uanbringelige på grund af manglende e-mailadresse - ærgerligt. Men her er et beskedent udpluk af, hvad der er blevet skrevet rundt omkring:
- Jeg hensættes til et humør der medvirker til at gøre min dag god, for her er æstetik, skønhed og sansen for at skabe stemning, virkelig sat i højsædet.
- Det kan sgu da godt være, at jeg ind imellem ikke helt kan følge dig i dine skriverier, men trofast læser er jeg alligevel. MÅ hver dag se, hvad der sker i dit liv og er glad for at du giver mig lov til at få denne indsigt.
- Hendes blog udstråler en dejlig og varm kvinde med hang til humor af den bedste/værste skuffe og hendes passion har fået mig til at åbne op for netop denne kreative side i mig selv – igen. Hun skriver kort og præcist så godt, at jeg fornemmer den stemning hun gerne vil præge sine indlæg med.
- Du kan da gøre en trist og grå dag til en festdag med dine ord alene. Bæller dine ord i mig, som var det årgangsrødvin og glædes hver dag over at jeg får lov til at følge med.
- Her er en kvinde, der har kæmpet en del af sit liv og det er måske netop hendes styrke, der gør at jeg følger med og holder af at høre om hendes gøren og laden.
- Skånselsløs, også over for sig selv.
- Du giver mig en tur i livets vaskemaskine - den bløde forvask - de vilde slyngninger - og den ro de allersidste omdrejninger giver. Med andre ord - du rører mit hjerte på mange forskellige måder og jeg er en lykkens pamjulefis at have fået lov at lære dig at kende.
- Din weblog gør en forskel for mig, fordi du bruger sproget på en ny og skæv måde, der udfordrer både dit emne og din læser. Det er stærkt, skarpt og helt og aldeles en fornøjelse. Jeg håber at du vil blive ved at blogge længe endnu.
- Hold da op, hvor du ind imellem får rykket mine grænser og får mine smilerynker på overarbejde! Bliver jeg gammel at se på før tid, så er det dælme din skyld.
- Fordi hans lækkerlighed kun overgåes af Jack Nicholson, fordi hans særegne sprog er udtrykkeligt lækkert, fordi hans evne til at fortælle vedkommende om hverdagen aldrig bliver anmassende privat. Han arbejder løbende med sit design (en dag bliver det lækkert). Det er lækkert. Alt er lækkert.
Det er anonymiteten i Operation Morgenluft, der har været styrken - når afsenderen ikke har noget navn, er der ingen, der kan have en mistanke om, at der bare er tale om høflighedsfraser.
Nogle af jer har snydt og taget mig med i jeres fem favoritter. Det var ikke meningen, men tak alligevel – også jeg blev da glad.
Entusiasmen har været så stor, at jeg godt kunne finde på at gentage aktionen om et passende stykke tid. Så hold øjnene åbne og arkivér i baghovedet, hvad det er, det gør en blog og mennesket bag til noget særligt for dig.
Tak endnu engang til alle, der gav sig tid til at være med. Det har været sjovt.
søndag, januar 22, 2006
Sidste udkald
Det strømmer stadig ind med lister til Operation Morgenluft, og du kan stadig nå at være med. Læs hvad det går ud på, hvis du ikke er klar over det, og overvej at være med. Der er et helt døgn endnu til deadline, mandag kl. 24, så hold dig ikke tilbage. Send dine forslag til huskebloggen[@]yahoo.dk (fjern selv klammerne).
Jeg går så småt i gang med at sprede jeres gode tanker i morgen og regner med at kunne erklære projektet for afsluttet i løbet af tirsdag.
Foreløbig tak for enestående entusiasme – rapport følger snarest.
lørdag, januar 21, 2006
Overgivelse
Jeg har midlertidigt besluttet mig til at dispensere fra min modvilje
...mod sne
...og is
...i uoverskuelige mængder.
Med andre ord: jeg har vinterferie - hjemme hos mig selv.
tirsdag, januar 17, 2006
Gastronomi
Hos katte står mus som bekendt højt på listen over livretter. Der er mange, der undrer sig og væmmes over, at kattene kan få dem ned.
På den anden side: det må have været en meget sulten person, der i sin tid gik ned på stranden, samlede en østers op og besluttede sig til at æde den.
mandag, januar 16, 2006
Situationsrapport
Responsen på Operation Morgenluft har været aldeles overvældende, og jeg har skaffet mig selv mere kontorarbejde, end min fantasi rakte til, da jeg fik ideen. Dejligt! Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så læs her og overvej at være med, om ikke andet, så - som Mifan udtrykker det - 'for the fun of it'.
En del har undret sig over, hvorfor de gode tanker absolut skal være anonyme. Det skal de heller ikke nødvendigvis, og det står enhver frit for at udtale sig fordelagtigt om, hvem de vil når som helst og på en hvilken som helst måde, men så er det dit eget projekt. Ros med navngiven afsender handler ofte nok så meget om afsenderen som om modtageren, og Operation Morgenluft er en mulighed for selv at træde i baggrunden og lade modtageren glæde sig uden forpligtelser af nogen art.
Der er deadline på næste mandag den 23. januar, så der er stadig en hel uge at løbe på, og det vil spare mig meget tid, hvis du følger retningslinjerne. De er ganske få, men praktiske.
Adressen er fortsat huskebloggen[@]yahoo.dk (fjern selv klammerne).
fredag, januar 13, 2006
Operation Morgenluft
I dag har jeg set bloggeriet fra sin grimmeste side. Mange vil vide præcis, hvad jeg tænker på, men det er for så vidt underordnet. Det var ikke nogen rar oplevelse, og jeg har ikke lyst til at huske på den. Jeg har lyst til at gøre noget, der kan få mig til at glemme den hurtigst muligt.
Jeg synes, man skal behandle hinanden ordentligt, uanset hvilken grad af anonymitet, man har valgt som blogger. Omvendt bryder jeg mig ikke om automatisk rygklapperi. Hvis du har det lige sådan, så kom og vær med til en spontan Operation Morgenluft:
Vælg fem bloggere, du læser jævnligt, og skriv deres navne eller blognavne ind i en ny, affyringsklar mail sammen med bloggernes respektive mailadresser. Skriv så det pæneste, du kan komme på om hver enkelt blog. Send mailen til mig, når du er færdig.
Herefter indsamler jeg alle de gode ord for hver blogger, fjerner dit navn – det er afsendernes anonymitet, der skal få det til at fungere – og sender dem videre til de bloggere, det berører.
Se, nu er det jo ikke sikkert, at du selv får nogen mail, men lad være med at blive skuffet over det. Pointen er, at du har gjort noget opbyggeligt for nogle andre.
Som sporadisk blogger har jeg ikke nogen stor læserskare, så jeg sætter 10 dage af til indsamlingen. Deadline er altså mandag den 23. januar.
Kom nu. Skriv til mig på huskebloggen AT yahoo DOT dk.
torsdag, januar 05, 2006
Løb hare, løb
Vi bor helt derude, hvor der ikke er nogen vejbelysning, og skamløst tidligt i morges da jeg svinger ud på vejen i bælgravende mørke, fanger lyskeglen en hare, der reagerer ved at sætte sig ned midt på kørebanen og lade som om den ikke er der.
Jeg har det lange lys på, som muligvis blænder den, så jeg blænder ned og standser samtidig bilen. Haren bliver siddende. Jeg prøver at blinke nogle gange, men det er en standhaftig hare. Heller ikke et forsigtigt trut i hornet får den på bedre tanker. Først da jeg står ud og går hen imod den, begynder den at løbe, og det varer længe, før den finder det hensigtsmæssigt at dreje af og forsvinde ind over markerne.
Jeg har gjort det til en vane om aftenen, inden jeg lægger mig til at sove, at skrive fem oplevelser fra dagen - store eller små - ind i en notesbog, jeg har reserveret til det samme. Fem oplevelser, der er værd at huske og glæde sig over.
I aften kommer haren med.
søndag, januar 01, 2006
Nytårsstemning
I går formiddags var jeg henne at gøre dagens og årets sidste indkøb (som ikke omfattede champagne og kransekage med serpentiner og raket, men kattegrus og printerpatroner). Jeg var ikke den eneste, og der var rift om parkeringspladserne uden for byens indkøbscenter, hvor jeg pludselig blev vidne til et drama:
Yngre mand i uanselig Suzuki snupper p-plads for næsen af pæn, midaldrende dame i respektabel Audi. Hun eksploderer i raseri. Først ved at tæske løs på hornet og mase det i bund, inderligt og langvarigt. Derefter ved at hugge bremserne i og standse al anden trafik, springe ud af bilen og hibiscusrød i kinderne begive sig hen til misdæderens bil i skarpt trav, flå hans dør op og skrige ham ind i ansigtet af fuld hals. Den præcise rækkefølge af ordene er jeg ikke i stand til at gengive, men "kraftedme", "lille lort" og "eddermame" indgik i svadaen. Manden stiger ud og peger på en ledig bås fem meter længere fremme, men den er hun ikke interesseret i. Han har taget hendes plads, og det er den, hun vil have.
Jeg gik ind for at handle, og da jeg kom ud igen et kvarter senere, var situationen uændret. Jeg tog hjem, og da klokken slog tolv i går aftes, sendte jeg dem begge mine varmeste tanker.
Det må have været koldt og trist at tilbringe nytårsaften på en parkeringsplads.
fredag, december 30, 2005
De tarvelige kvinder
Kvinder er ikke flinke. Ikke altid. De er sammensatte, vrede, selviske, mærkelige, vilde og alt muligt andet. De gør uhyrlige ting mod, med og for hinanden. Deres relationer kan være komplicerede og ondskabsfulde, og det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det er det, der gør dem fascinerende.
Sådan skriver i store træk Nan Mooney i sin blog Bitchcraft. Hun er forfatter til bogen Can’t Believe She Did That: Why Women Betray Other Women at Work, der udkom i oktober, og nu følger hun den altså til dørs med en blog.
Jeg ved ikke, om det passer, at kvinder generelt er mere lumpne over for hinanden på en arbejdsplads end mænd, men jeg har en mistanke om, at der godt kunne være noget om det.
Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan det så være?
torsdag, december 29, 2005
Winter Horrorland
Jeg ville ønske, at jeg stadig kunne glæde mig over sne, der vælter ned i kaskader og uendelige, hvide vidder. Det er slut med det, efter at jeg er flyttet uendelig langt væk fra min arbejdsplads, og jeg forventes at møde til tiden under alle forhold.
Men jeg kan stadig glæde mig over glæden i et barneansigt ved udsigten til at skulle kælke ned ad den allerstørste bakke lige om et øjeblik.
Suk.
onsdag, december 28, 2005
Mig og Doris
Ved et tilfælde forvildede jeg mig ind på netudgaven af min ungdoms menighedsblad og blev indfanget af en overskrift: "Feministerne har ikke fattet et klap". Den dækkede over et interview med Doris Lessing, og det var artige sager for kvinder i min generation og dem, der er lidt ældre. Om 1960'erne og 70'erne stod der:
"Det var en følelsesmæssigt overspændt periode, og feministerne fattede ikke et klap. De burde have været mere afklarede og bestræbt sig mere på at arbejde sammen med mænd. Det har altid været min holdning, at kvinder ikke kan gøre fremskridt ved at holde sig på afstand af mænd. Alt for ofte glemmes det, at nogen af historiens største feminister har været mænd."Jeg er vokset op med feminisme og kvindelejre, og sans comparaison har jeg mistet ven(inde)skaber på at mene det samme som fru Lessing, så jeg vil gerne melde mig som medunderskriver. Jeg går stadig ind for ligestilling OG mænd, i hvert fald nogle af dem. Og også nogle kvinder...
Hele artiklen er her.

