De tarvelige kvinder

Kvinder er ikke flinke. Ikke altid. De er sammensatte, vrede, selviske, mærkelige, vilde og alt muligt andet. De gør uhyrlige ting mod, med og for hinanden. Deres relationer kan være komplicerede og ondskabsfulde, og det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det er det, der gør dem fascinerende.

Sådan skriver i store træk Nan Mooney i sin blog Bitchcraft. Hun er forfatter til bogen Can’t Believe She Did That: Why Women Betray Other Women at Work, der udkom i oktober, og nu følger hun den altså til dørs med en blog.

Jeg ved ikke, om det passer, at kvinder generelt er mere lumpne over for hinanden på en arbejdsplads end mænd, men jeg har en mistanke om, at der godt kunne være noget om det.

Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan det så være?

Winter Horrorland

Jeg ville ønske, at jeg stadig kunne glæde mig over sne, der vælter ned i kaskader og uendelige, hvide vidder. Det er slut med det, efter at jeg er flyttet uendelig langt væk fra min arbejdsplads, og jeg forventes at møde til tiden under alle forhold.

Men jeg kan stadig glæde mig over glæden i et barneansigt ved udsigten til at skulle kælke ned ad den allerstørste bakke lige om et øjeblik.

Suk.

Mig og Doris

Ved et tilfælde forvildede jeg mig ind på netudgaven af min ungdoms menighedsblad og blev indfanget af en overskrift: "Feministerne har ikke fattet et klap". Den dækkede over et interview med Doris Lessing, og det var artige sager for kvinder i min generation og dem, der er lidt ældre. Om 1960'erne og 70'erne stod der:

"Det var en følelsesmæssigt overspændt periode, og feministerne fattede ikke et klap. De burde have været mere afklarede og bestræbt sig mere på at arbejde sammen med mænd. Det har altid været min holdning, at kvinder ikke kan gøre fremskridt ved at holde sig på afstand af mænd. Alt for ofte glemmes det, at nogen af historiens største feminister har været mænd."

Jeg er vokset op med feminisme og kvindelejre, og sans comparaison har jeg mistet ven(inde)skaber på at mene det samme som fru Lessing, så jeg vil gerne melde mig som medunderskriver. Jeg går stadig ind for ligestilling OG mænd, i hvert fald nogle af dem. Og også nogle kvinder...

Hele artiklen er her.

En påmindelse

En af mine kolleger kom ikke på arbejde i dag. Lillejuleaften, da hun cyklede hjem gennem København, blev hun overhalet af en anden cyklist, der kom så tæt på, at deres styr blev viklet ind i hinanden, og begge væltede. Lige bag dem kørte en HUR-bus, og hun kom ind under den. Hun var 41 år og højgravid - endelig, efter mange års forgæves forsøg.

Man kan dø uventet når som helst. Der er hele tiden ambulancer i ens bakspejl. Der er sammenstød mellem biler, fly, tog, færger. Man kan få et hjerteanfald. En skjult sygdom, man ikke anede, at man havde, kan gøre det forbi om et øjeblik, og absurde ulykker lurer overalt. En overdimensioneret dekoration i en forretning kan vælte ned over nogen, et fodboldmål kan knuse et hoved, et stillads kan rive sig løs og lande oven i en sportsvogn med to unge mennesker på tyve år. En reklamemand, en lovende skuespiller, en børnebogsforfatter kan dø af en hjerneblødning midt i en sætning. Altsammen er noget, der er sket. Jeg tænker jævnligt på en artikel, jeg læste i et ugeblad for mange år siden, om en mor og en datter, der kom kørende på motorvejen, da et af de store skilte, der hang tværs over vejen, faldt ned over dem og dræbte pigen på stedet. Timingen var uhyggelig perfekt: bilens placering, hastigheden, det sted skiltet landede. Eller det unge søskendepar, der blev dræbt ved en bilulykke på vej til deres fars begravelse. Man tror ikke, det er muligt. Læg hertil de menneskeskabte variationer: nedskydning, knivdrab, kvælning eller lægefejl. Kvinden på toogtredive, der døde under en fødsel, fordi både læger og sygeplejersker overså advarslen i journalen om allergi over for anæstesi. Enhver ved, at kvinder ikke dør under en fødsel længere, men det gør de alligevel. Mennesker dør overalt, hele tiden og på alle tænkelige måder.

Min kollega og hendes barn overlevede, men hun var få centimeter fra at have cyklet sin sidste tur. Hun slap med en brækket skulder og et hospitalsophold.

Somme tider tænker vi knapt nok over, hvor heldige vi også er.

Nu må det ud

Sådan set kan jeg jo være rystende ligeglad med, hvad andre bruger deres tid og penge til. Det ville jeg også helst være, men helt så langt er jeg åbenbart ikke nået endnu. Jeg må trøste mig med, at jeg i det mindste har tilbageholdt ubehaget indtil nu, hvor årets julemaraton er afviklet. Men jeg synes godt nok, det har været en slem måned, ikke mindst i Blogland.

Jeg kan ikke vænne mig til det. Det drejer sig om hovedløst forbrug og overhængende fare for mental juleforstoppelse grænsende til hjernedød. Hvis nogen har behov for en uddybning, har andre udtrykt, hvad jeg mener, langt bedre og mere nuanceret end jeg selv er i stand til.

Men desværre bliver jeg vist nødt til at genbruge mit nytårsforsæt fra sidste år: døm ikke, vurdér ikke.

Julen har englelyd – eller noget

Jeg fik sved på panden ved tanken om tre dage uden en gulerod. Jeg var løbet tør for fundamentet i min personlige kostpyramide, og i julestøvregnen måtte jeg hen efter en overlevelsespakke i det lokale, meget service- og indtjeningsmindede supermarked med åbent til middag.

Der var mange, og der var kø ved kassen. Bag mig en kvindestemme:

"Er det ikke irriterende med sådan en julemelodi, man har fået på hjernen!"

"Jo", svarer en anden kvindestemme resigneret, "skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du..."

Derefter istemmer en ældre herre og fem andre voksne, ædru mennesker af diverse køn inklusive kassedamen Søren Banjomus til alles forbavselse.

Årets juleoplevelse var i hus.

Derudover noterede jeg mig, at der var tilbud på kalenderlys.

Møllehave og Petterson

Da Monsieur og jeg i sin tid blev enige om at gifte os - meget uromantisk, det skete over en kop kaffe på en café på Rosenørns Allé - var vi ikke helt enige om, hvordan det skulle foregå. Jeg var ikke medlem af Folkekirken, men min kommende mage, der havde visse principper, nægtede at lade sig vie af en tilfældig borgmester på det forhåndenværende rådhus, så vi indgik et kompromis. Jeg indvilligede i et kirkebryllyp på den betingelse, at det kunne blive med Johannes Møllehave i hovedrollen. Det synes jeg gav en vis mening, fordi jeg kom fra Virum, og Møllehave på det tidspunkt var præst i Virum Kirke. Og sådan blev det.

Jeg husker ceremonien som var det i går. Det var en funklende, sprød forårsdag, og jeg kan stadig se Møllehaves mudrede sko, der stak ud under præstekjolen og lignede mine egne efter en dag på knæ i haven lige efter et skybrud sidst i oktober. Selv om det var os, han talte til og om, hørte ingen af os et ord af det, for man har tusind andre tanker i hovedet, når man står dér på vej ind i en ny fase af sin tilværelse. Det hjalp heller ikke noget videre, at min bror, der er lydtekniker ligesom mig, havde siddet nede i kirken og optaget det hele på bånd efter alle kunstens regler, for akustikken i kirken kunne overhovedet ikke holde trit med Møllehaves tornadoagtige taletempo. Men han var heldigvis så betænksom at overrække os sin tale på skrift, da vi forlod kirken som ægtefolk, så jeg ved godt, hvad der står i den. Jeg foretrækker at holde indholdet for mig selv, men det er en glimrende tale, og i øvrigt var hele seancen en fantastisk oplevelse på alle måder. Møllehave er et utrolig nærværende og karismatisk menneske. Han ser én.

Både før, men selvfølgelig især efter den dag, har Johannes Møllehave betydet meget for mig. Jeg har truffet ham mange gange i kraft af mit arbejde, og jeg har læst de fleste af hans bøger. Lige nu er jeg midt i Du har rørt ved mit hjerte, Karen Thisteds "samtalebog" med Møllehave og Gösta Petterson. På Bjerget betragtes genren som underlødig, og den nye bog er blevet dårligere modtaget af kritikerne end forgængeren, hvor samtalepartneren var Benny Andersen. På mig har den gjort langt større indtryk - på grund af Gösta Petterson. Han er som bekendt hjertekirurg, og han får sagt nogle barske sandheder om lægevidenskaben, som jeg aldrig selv har været i tvivl om, men som virker så meget stærkere, når de en sjælden gang kommer fra lægestanden selv. I en tid, hvor lægerne har overtaget præsternes ophøjede position, og hvor lægers ord er lov, er det tiltrængt, at nogen rokker ved autoritetstroen.

Jeg tror hverken på præster eller læger, men der er undtagelser. De hedder Møllehave og Petterson. Und dig selv at læse bogen - du behøver jo ikke have den liggende fremme...

Sådan blogger jeg (ikke)

• Ikke på noget bestemt tidspunkt.



• Ikke med bestemte intervaller.



• Som regel ikke spontant. Jeg får en idé, skriver et udkast, retter og skriver det ind i editoren.



• Helst ikke uden en pointe.



• Som regel ikke i en påklædning, jeg ville vise mig offentligt i (badekåbe).



• Uden hensyn til, om emnet passer ind i, hvad jeg tidligere har blogget om.



• Ikke nødvendigvis fordi jeg har et budskab.



• Ikke nødvendigvis for at det skal være morsomt.



• Ikke hvis jeg ikke selv synes, det er interessant.



• Uden at tænke på, om det er interessant nok til at udløse kommentarer.

Anbefaling

Så Mrs. Henderson Presents i går aftes. Det er ikke en genre, der plejer at sige mig ret meget, men Monsieur lokkede mig med, og det var en oplevelse. Judi Dench er blændende, og hendes Mrs. Henderson er sådan en kvinde, jeg ikke ville have noget imod at være, når jeg når den alder (og sådan set også gerne inden): smuk, vittig, spontan, usnerpet, pikant og arrogant. Det sidste ligger ikke til mig, og jeg synes normalt ikke, det er noget tiltalende karaktertræk, men hvis jeg kunne være det på så charmerende en måde, tror jeg, omgivelserne - og jeg selv - ville bære over med mig.

En pragtfuld film. Se den.

In Denmark I am born

I min økologiske favoritbutik er der stillet nogle små, lysebrune skiver bagværk frem som smagsprøve.

"Hvad er det for nogen", spørger jeg den unge mand bag disken.

"Det er cookies med lemon", svarer han.

Jeg snupper én og tager en bid. Den smager grangivelig som en småkage med citron.

Jul på den gamle benzintank

Også jeg har ind imellem min gang på en tankstation, og på den lokale Statoil er varesortimentet så overvældende, at det med benzinen må være et beskedent tilskud til omsætningen. Man kan få (dvs. købe) alt, og man kan selvfølgelig også leje dvd’er.

Foran mig står et ungt par, der er på jagt efter en familiejulefilm.

"Hvad med den her?" spørger konen og holder Miraklet på Manhattan op.

"Og bidrage til at bestyrke julemandsmyten?" svarer manden, der ser så forbitret og indeklemt ud, at jeg er lige ved at foreslå ham et par mere rummelige underbukser.

"Hør nu her, han er tre år", siger konen. "Jeg synes godt, vi kan lade ham tro på julemanden lidt endnu."

"Jeg bryder mig bare ikke om at fylde ham med løgn", siger manden, mens han løber teksten på bagsiden af kassetten igennem.

"Det har da ikke noget at gøre med løgn", forsøger konen.

"Det er en masseløgn, man har bundet generationer af børn på ærmet, og hvad er resultatet? Desillusion og skuffelse!"

Jeg gætter på, at der har været alt for mange bløde pakker under hans barndoms juletræ.

Intet bord uden kat

Kan man sidde bedre eller mere centralt?

Køb-det-hele-dag

I morgen er det global Buy Nothing Day. I princippet er det lige vand på min mølle, men det bliver alligevel uden mig, for mine indkøb foregår nu engang om lørdagen. Til gengæld køber jeg ikke noget resten af ugen.

Men jeg har det heller ikke så godt med bevægelser, og jeg er decideret dårlig til at marchere i takt. Jeg kommer altid til at træde skoen af en eller anden.

Jeg må nok leve med at være en forræder.

Langt ude

Det er myldretid i København, og jeg holder for rødt. I bilen ved siden af sidder en mand, der desperat forsøger at fortælle mig et eller andet på hjemmestrikket tegnsprog. Jeg ruller sideruden ned.

- Hvor faen er Valby Station? råber han.

Jeg bliver altid så glad, når nogen er dårligere end mig til at finde vej. Vi holder midt på H.C. Andersens Boulevard...

Endnu et gyldent øjeblik

Omsider nåede vi ned på de etcifrede temperaturer, og hvor bliver man dejlig vågen af en blæsende fodtur i byen sådan en dag.

Formummet i den pelsforede passerede jeg en opgang, der udspyede en familie inklusive en pige på måske seksten i korte ærmer og et par ultratynde bukser af noget faldskærmsagtigt stof. Hun brokkede sig højlydt og vedvarende over vejret og temperaturen.

På et tidspunkt blev det hendes ellers imponerende tålmodige mor for meget: "Hvorfor i alverden tog du så ikke noget ordentligt tøj på?"

Hvortil pigen svarede: "Ødddh, hvor fedt tror du lige det er at rende rundt i en dynejakke?"

Det var en af de stunder, hvor jeg opsendte en stille tak for, at de børn, jeg har nu, har pels og indskrænker sig til at sige mjav.

Snapshot uden kamera

Jeg står oppe i klitterne og nyder udsigten og eftermiddagens havluft. Nede på stranden er der en kvinde med en golden retriever. Hun har løftet armen og trukket den tilbage og slynger noget ud i vandet, der ligner et stykke træ, i hvert fald flyder det. I det sekund hendes hånd slipper træet, sætter hunden i med en henrykt gøen, springer op, skruer kroppen i luften og mosler plaskende ud i vandet efter pinden, der ligger og gynger i bølgerne.

Retrieveren har fuld fart på - der er ikke noget, der kan holde den tilbage. Målrettet padler den ud efter det, dens menneske har kastet, tager det i gabet og svømmer i land. Den standser kun op et øjeblik på strandbredden for at ryste pelsen og flintrer så omgående hen og lægger det for fødderne af kvinden, kaster hovedet tilbage og hyler.

Den frydefulde lyd når helt op til mig, og hunden danser foran kvinden. Jeg kan næsten høre den sige "Gør det igen, gør det igen!" Så det gør hun – seks gange. Det er hendes arm, der bliver træt, ikke hunden. Jeg kan stadig høre den, da jeg er vendt om for at gå hjem til mit hus.

Andet skete der ikke. Men jeg var glad for at have været der nøjagtig på det tidspunkt. Ikke noget dårligt liv. Hverken hundens, kvindens eller mit.

Popcornsædernes mekka

Endelig i går aftes fik vi taget os sammen til at gå ind og se Drabet, og det var en rystende oplevelse. Ikke så meget på grund af filmen som på grund af biografen.

Vores lokale bif er den rene svir at komme i. Repertoiret er på højde med de bedste i København, og stemningen og miljøet er som en blanding af Vester Vov Vov, Grand og Reprisen i vores ungdom. Det var dengang vi syntes, vi var nødt til at gå i biografen et par gange om ugen for at være på konversatorisk omgangshøjde ved de forskellige zinkdiske rundt om i byen. En hektisk tid.

Nu går der til gengæld måneder imellem vores biografbesøg, og vi måtte foretage en rejse til det nye 11 sals Kinopalæ i Lyngby for at komme til at se den film, som vi garanteret var de sidste, der ikke havde set.

Det blev en aften i popcornenes tegn. Ikke vores popcorn, men alle andres. I samme øjeblik, vi trådte ind i det prangende filmtempel, blev vi som grebet om struben af den kvalmende hørm, der slog os i møde fra de svingende fulde, absolut åbne og hektoliterstore popcornsbægre, man øjensynligt havde pligt til at købe og balancere op ad trapperne med – og vé den, der ikke spildte mindst halvdelen på gulvet, så de bagvedgående kunne trampe dem flade eller træde dem op i skosålerne og slæbe med hjem og tilbringe resten af aftenen med at pirke ud af rillerne igen med en hårnål.

Den eneste formildende omstændighed ved at være omringet af et usynligt landskab af dunstende popcornsbjerge og en hær af ihærdige ædedolke i mørket er, at bombardementet af ens lugtesans er så massivt, at der kun går et kvarters tid, før man er blevet helt immun, så man kan koncentrere sig om det, der foregår oppe på lærredet.

Filmen var for resten næsten lige så sindsoprivende som rammerne. "Drabet" var helt sikkert en god film, alle spillede blændende, og selv lyden (min kæphest) var fremragende. For en gangs skyld kunne man høre, hvad der blev sagt - en sjældenhed i film produceret her i landet.

Men noget helt andet: er kvoten for etiske dilemmaer i nyere danske film ikke snart opbrugt?

Dyrlægens bord

Med årene synes jeg ellers, at jeg er blevet ret god til at holde mig fri af mennesker, der hælder deres åndelige affald i hovedet på mig. Jeg siger det ikke gerne, men der er mennesker, det ikke er sundt at omgås.

Desværre er der også en del af affaldssprederne, der ikke sådan lader sig ryste af uden videre. Dertil kommer, at det ofte er et ledsagefænomen hos dem, at de har en tendens til at kredse om svært uinteressante emner, også når de ikke beklager sig. Og da de ikke er i stand til at opfange selv tydelige signaler om, at man ikke er interesseret, kan man blive nødt til at fortælle dem direkte, hvordan landet ligger med hensyn til underholdningsværdien af samtalen. Men det holder som regel kun til næste gang, man af en eller anden (som regel professionel) grund er nødt til at opholde sig i nærheden af dem.

Et frisk eksempel fra i dag:

Hun (med betydningsfuldt tonefald): Jeg har lige været henne og blive vaccineret mod influenza i dag. Hvad med dig?

Jeg: Jeg bliver aldrig vaccineret mod influenza.

Hun (lettere chokeret og mildt bebrejdende): Gør du ikke?

Jeg (bemærk, at det er en samtale, jeg ikke har lyst til at deltage i): Nej, jeg har prøvet én gang, og da blev jeg syg i tre uger.

Hun (uden at have hæftet sig ved tonløsheden i mit svar): Nå, men det beskytter heller ikke mod fugleinfluenza.

Jeg: Nej, det har jeg læst…

Hun (eftertænksomt): Nej, der skal vi jo nok hen til dyrlægen...

Jeg nøjedes med at nikke.

Apropos barndom og uskyld

Bog & idés julekatalog 2005 med gaver til børn, side 25:

Muldvarpen - plysdukke
Den verdensberømte lille fyr med lort på hovedet - nu som plysdyr! 49.95

Jaja.

Flashbacks

På det seneste har jeg brugt en del tid på at fordybe mig i min fortid. Jeg sysler lidt med slægtsforskning, og det har samtidig betydet oprydning i gamle fotos.

Det er min 6 års fødselsdag, og jeg er nummer 2 fra højre. Jeg husker ikke specielt den dag, men billedet minder mig om mit univers, der ikke rakte meget længere end til over på den anden side af Kongevejen. Det minder mig også om den nøjsomhed, der prægede 50'erne, hvor meget mere vi har fået af alting og hvor meget mere kompliceret, tingene er blevet siden. Et fjernsyn var ikke en selvfølge dengang, der var ingen mobiltelefoner og ikke noget internet, og jeg troede, at månen var lavet af grøn ost.

Under sorteringen har jeg lært noget - meget - om mig selv, min familie, mine venner og min verden. Jeg er blevet mindet om gamle historier, jeg ikke har tænkt på i årevis. Jeg har skiftet syn på mennesker, steder og ting, og der er mange historier, der endnu ikke er blevet fortalt.

Jeg fandt ud af, at jeg har været på en interessant rejse, der ikke har meget at gøre med den forestilling, jeg havde om, hvordan tingene ville blive, når jeg blev voksen. Er der noget, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg kunne vælge om? Er der noget, jeg ville have gjort anderledes? Afgjort. Men alle gør, hvad de kan og gør deres bedste. Jeg fortryder ikke noget - som en anden Edith Piaf.

Gad vidst om børn nu om stunder kan se manden i månen, som jeg kunne på klare nætter for ubegribelig mange år siden.

Måske nøjes de med at stirre ind i fladskærmen.