mandag, november 30, 2015

Gorms massakre

Det er udsigten fra min stue! Stormen Gorm var hård i nat. Der lød et brag i går aftes, da et træ ramte huset, men det gjorde gudskelov ingen skade. Mit smukke lærketræ ligger bagest her, og det er nok det eneste, jeg vil savne. Fire store træer væltede, og to af dem ud over vejen, vi bor på, som blev spærret.

Det nærmeste træ på billedet har vi savet grenene af for overhovedet at kunne kigge ud ad vinduerne.

søndag, november 29, 2015

The Sound of Music

Det er ikke meget, jeg går i teatret - forrige gang var, da jeg så 'De elendige' på Østre Gasværk engang i 1990'erne. Men i dag var jeg i Det ny Teater for at opleve 'The Sound of Music'. Det var en vidunderlig forestilling med blændende sangere, og selv de små børn gjorde det så flot i den næsten tre timer lange musical. Kaptajn von Trapp bliver spillet af Jens Jacob Tychsen - han er bl.a. kendt fra 'Badehotellet'. Maria blev i dag spillet af Kristine Marie Brendstrup, som er et nyt navn for mig. Mange af numrene er jo de rene ørehængere og er blevet evergreens.

Billedet her er fra teatrets Facebookside.

onsdag, november 25, 2015

Væltet hæk - og de første juleforberedelser

Det fine snelandskab er jo lige til at komme i julehumør af. Her hos os har vi bakset med at få vores hæk på ret køl igen, efter den var væltet under snemasserne natten til søndag. Jeg tror, det er lykkedes.

Jeg er så småt begyndt at tænke på juleforberedelserne og har købt julekort, der blandt andet skal sendes til familien i England og Sverige. Det er kun få julekort jeg skriver nu - tidligere var det cirka 30, men de fleste, jeg skriver med, er gået over til mails. Sådan ender det nok også for mit vedkommende om et par år.

Skriver du julekort?

søndag, november 22, 2015

Winter wonderland


Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg kiggede ud ved 7-tiden i morges. I nattens løb var haven forvandlet til et winter wonderland, som jeg sjældent har set magen til. Smukt var det, men frygtelig besværligt, da der skulle ryddes en gangsti ud fra huset - og hele vejen skulle også ryddes. Her, hvor vi bor, kommer der ingen maskiner og rydder sne for os. Men det giver jo god motion :-) Siden det blev lyst, har jeg ligget i fast rutefart ud til fuglefoderpladsen med solsikkefrø, jordnødder og vildtfugleblanding. Her er det en skovskade, der guffer i sig ...

fredag, november 13, 2015

Et tilbud jeg ikke kunne modstå

Og så lige lidt novemberbilleder - her har det øset ned hele dagen, men i går havde vi det smukkeste vejr :-)


Det er sjovt, som brillemoden ændrer sig hele tiden - nu har jeg næsten vænnet mig til de store briller, som er in og har været det i flere år :-)

Jeg har bestilt to par læsebriller hos Louis Nielsen, hvor der er tilbud i øjeblikket. Man kan indtil jul vælge 2 for 1 fra hele sortimentet af stel (med enkeltstyrkeglas) - også designerstel. Mine to par kostede 195 til sammen. Jeg har de sidste par år brugt Louis Nielsen og været meget tilfreds.

tirsdag, november 10, 2015

Lange aftener er perfekte til fotobøger

Når dagens længde nu kun er 8 timer og 35 minutter, skal døgnet indrettes på en lidt anden måde her hos mig. Solen stod i dag op kl. 7.36 og gik ned 16.11.

I eftermiddag fik jeg revet bjerge af blade sammen på plænen - men det blev jo tidligt mørkt, og nu vil jeg igen begynde på en fotobog, som jeg har gjort det flere gange før. Jeg tager billeder næsten hver dag, og det er sjovt at kunne kigge på nogle af dem i en hjemmelavet bog. Her er lidt billeder fra en af mine tidligere fotobøger.




søndag, november 08, 2015

BogForum

Jeg har tilbragt en del af søndagen på BogForum, har oset rundt mellem de mange stande, kigget på bøger og hørt interviews med bl.a. Christian Mørk og med Sørine Gotfredsen. Sjovt var det også at se de to norske strikkeguruer Arne og Carlos.

Jeg mødte en veninde og flere tidligere kolleger - og så et hav af kendisser, hvoraf nogle signerede bøger. Og så måtte jeg jo bare nyde Koustrup & Co.'s stand med de mange skønne kort! Dem kan jeg slet ikke stå for.







tirsdag, november 03, 2015

At overkomme vintermørket

Jeg er begyndt at bruge en dagslyslampe hver morgenen - en time med 10.000 lux gør virkelig underværker. Og med en kop te og en god bog flyver tiden af sted, uden jeg føler, jeg er lænket til lampen.


Den seneste bog, jeg har læst, er 'En hjælpende hånd' - en kriminovelle af Gillian Flynn. Det var hende, der skrev 'Kvinden der forsvandt', som jeg var vild med - den blev også filmatiseret sidste år. Nu har hun skrevet en lige så isnende, uhyggelig historie, hvor man bliver hevet rundt i manegen og ikke ved, hvem der taler sandt. Jeg elsker at læse en god krimi, og her er en velskrevet gotisk gysernovelle, som er læst på en times tid.

Vores lidt anløbne, unge kvindelige hovedperson lever bl.a. af at læse auraer i butikken 'Den spirituelle hånd', da en smuk og velhavende kvinde beder om hjælp. Hun fortæller, at hendes hus er hjemsøgt af ondsindede kræfter, der får hendes stedsøn til at være et monster. Men lige som i 'Kvinden der forsvandt' bliver alt, hvad man tror, efterhånden vendt på hovedet.

søndag, november 01, 2015

Gulerodskage med havtorn

Lige nu er der havtorn mange steder ved vores kyster. De pynter så fint fx på en kage. Min hjertenskær er god til at bage, og da vi havde gæster i går, blev disse fine gulerodskager tryllet frem. Her er opskriften, men jeg vil dog anbefale at bruge rapsolie, da det er sundere end vindruekerneolie.


350 g sukker
240 g revet gulerod
250 g mel
3 g natron
3 g bagepulver
3 g kanel
190 g vindruekerneolie
3 æg
50 g valnødder
25 g græskarkerner

Pynt:

Flødefriskost
Flormelis
havtorn

Alt røres sammen og lægges i en smurt form. Kagen bages ved 165 grader, til man kan stikke en strikkepind i den, uden at noget hænger fast. Pynt med flødefriskost rørt med lidt flormelis - og gerne havtorn. De små kager her er stukket ud med en udstikker.

onsdag, oktober 28, 2015

Oktoberdage


Nu gik der næsten en måned, uden jeg har skrevet blog, og det er vist aldrig sket før. I de forløbne uger har jeg været på mange dejlige udflugter bl.a. i Frederiksberg Have, på Frilandsmuseet, i Arboretet og i Zoologisk Have. Der er både løve- og tigerunger, som slet ikke er til at stå for. Og i Frederiksberg Have kan man komme tæt på de mange fiskehejrer.

Efteråret er utroligt smukt lige nu på dage, hvor solen skinner. Og nu glæder jeg mig til BogForum i Bella Center i næste uge ...



fredag, oktober 02, 2015

Efterårsferien står for døren


Jeg holder meget af lange traveture i naturen fx i skoven og ved stranden. Lige nu er jeg ved at planlægge, hvad jeg kan lave sammen med Bella i børnenes efterårsferie, og som både hun og jeg synes er sjovt - og det er desværre ikke lange traveture. Vi har været på Naturhistorisk Museum, i Zoologisk Have, på Den blå Planet og på Frilandsmuseet, og jeg vil gerne finde på noget, vi ikke har oplevet sammen før.

Er der nogen, der har en god idé? Bella er 10 år ...

onsdag, september 30, 2015

En dejlig aften på Louisiana


I går var jeg på Louisiana med en veninde. Mens vi spiste, kunne vi nyde den mere og mere rosa horisont. Jeg kender ikke noget museum, der ligger smukkere end dette med udsigt over Øresund.

I øjeblikket er der en sprudlende og farverig udstilling med den japanske kunster Yayoi Kusama (f. 1929). Hun er en ener - helt sin egen, dybt original og umådeligt populær. Se evt. de meget smukke billeder på Louisianas hjemmeside.

Om aftenen hørte vi Gretelise Holm og Lone Kühlmann fortælle om deres forrygende liv. En rigtig dejlig dag, der sluttede med synet af den næsten runde måne over et blikstille Øresund.





lørdag, september 26, 2015

En dejlig weekend og næsten sommer


De sidste dages smukke vejr har lokket til mange ture i naturen. I går var det med hende her, lille Estrid og hendes familie. Vi var blandt andet på stranden og på naturlegepladsen Havtyren i Liseleje. Der er gynge, svævebane, rutsjebaner og balancebomme - og et overdækket hus, hvor man kan spise.

I morgen skal jeg til klassefest med min folkeskoleklasse. Vi bliver 22 denne gang, og vi mødes hvert andet år på en hyggelig, lille restaurant i Holte. Om jeg glæder mig?


Sommerfuglen er en admiral.

torsdag, september 24, 2015

'Seks år' af Harlan Coben

Harlan Coben har skrevet endnu en paige turner. Han er en af de allerbedste krimiforfattere, jeg har læst - plottene og sproget er i særklasse - og 'Seks år' er mindst lige så velskrevet og spændende, som 'Savner dig'.

Romanen begynder med, at Jake ser tilbage på dengang for seks år siden, hvor hans livs kærlighed, Natalie, gifter sig med en anden mand, og Jake må love Natalie, at han vil lade dem være i fred.

Livet er jo sjældent, som det umiddelbart tager sig ud. Og nu seks år senere ser Jake en dødsannonce for Natalies mand og sniger sig med til begravelsen for at se sin elskede igen. Men intet er, som man tror - mere vil det være synd at røbe. Jeg vil foreslå, at du begynder på bogen en morgen, så du ikke risikerer at miste nattesøvnen. Jeg læste nemlig bogen i ét stræk.

Som den eneste forfatter nogensinde er Harlan Coben blevet tildelt de tre amerikanske litteraturpriser The Edgar Award, The Shamus Award og The Anthony Award.

'Seks år' udkommer den 1. oktober.

torsdag, september 17, 2015

Fotosafari og septembers glæder


Efteråret er en dejlig tid at gå på jagt i - altså med kameraet - bare på med vandrestøvlerne! Ud over sjove svampe er der masser er flotte frøstande i øjeblikket. Luften og lyset fortæller, at det ikke længere er sommer, men der er stadig dage, hvor vi har kunnet nyde kaffen ude i solen. Haven bugner af æbler, nødder, hyldebær og rønnebær - af blomster har jeg nu kun hortensia, tradescantia, morgenfruer og enkelte roser.

torsdag, september 03, 2015

Eftertanke ...

I går tog vi en tur til Jægerspris slot og gik en tur blandt andet på kirkegården, som vist er for dem, der har arbejdet på slottet, i slotshaven eller på børnehjemmet. Der var gravsten helt tilbage fra 1800-tallet. Vi sluttede af i den hyggelige Café Danner med kaffe og hjemmebagt kage. Mit overskud til at blogge er ikke ret stort i disse dage, hvor to af vores venner er frygtelig syge af kræft uden udsigt til bedring. Der bliver måske lidt stille her på bloggen et stykke tid ...



mandag, august 31, 2015

En varm anbefaling

Jeg har lige set filmen 'Jeg er Ingrid' - Stig Björkmans portrætfilm om Ingrid Bergman - og føler mig en dyrebar oplevelse rigere. Filmen er ikke bare et portræt af en stor kunstner, men også af et modigt menneske, der turde følge sit hjerte. Via blandt andet 16 mm-film og fotografier følger man hende, fra hun blev født i 1915 og meget tidligt mister begge forældre, til hun dør som 67-årig af kræft. Hendes fire børn fortæller åbent om forholdet til deres mor. Det er en gribende film! Jeg kan ikke anbefale den nok.

søndag, august 30, 2015

Høstmarkeder

Næste weekend den 5. og 6. september er der økologisk høstmarked på en lang række gårde her i landet. Jeg har planer om at besøge Aarstiderne på Krogerup Avlsgård i Humlebæk, hvor man er eksperter i, hvordan man dyrker økologiske grøntsager og laver skøn, jordnær hverdagsmad.

Der vil være grøntsager, øl og måltider klar til de to dages høstfest, underholdning for børn og voksne - og massevis af boder.

- Markrestaurant med Sørens E's hotdogs, falafler, pizzaer og friske majs
- Grøntsagsjam med Kristian Baumann, der tryller med grøntsager fra marken (lørdag)
- Blenderbod
- Gør-det-selv-juice-bod med Ditte Ingemann og Umahro Cadogan
- Gør-det-selv-fermenteringsbod
- 'Kend din kasse' med Magnus Laier Sonne og Louisa Lorang
- Per Kølsters bryggeri åbner både døre og flasker (lørdag og søndag 13-16)
- Kaffe fra Risteriet
- Brød og kage
- Musik med Thomas Madvig (søndag)
- Gårdbutik
- Heste
- Naturambulancen
- Haver til Maver laver sjove aktiviteter for børn
- Halmborgen vil være klar til leg

Sted: Aarstiderne, Krogerup Avlsgaard, Krogerupvej 3, 3050 Humlebæk.

Markedet er åbent lørdag og søndag den 5. og 6. september fra 10-16. Billederne her er fra et af de tidligere høstmarkeder.

Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne

torsdag, august 27, 2015

En af mine yndlingsture

Min veninde Mette havde inviteret på lækker frokost og en travetur bagefter i det smukke område syd for Sjælsø, hvor restaurant Jægerhytten ligger. Det var der med udsigt over søen, vi fejrede vores sølvbryllup. Jægerhytten var også stedet, hvor den sindssyge Christian den VII's dronning Caroline Mathilde havde hemmelige stævnemøder med Struense.

Alt er så frodigt og grønt stadigvæk, selv om efteråret nærmer sig.