DMI havde glemt at give mig besked om, at det ville poste så meget ned med ultraviolette stråler i eftermiddags, at det ikke var nogen god idé at have snerler stående i en entré med glastag, når man ikke var hjemme. Så min pragtsnerle hang faretruende med ørerne, da jeg trådte ind ad døren. Nu har den fået kunstigt åndedræt i form af vand i rigelige mængder og står nu ludende ind over sofaen i et hjørne af Monsieurs arbejdsværelse og forsøger at komme til hægterne igen. Jeg tror, den overlever. Det har den bare at gøre, ellers er der tale om to måneders spildt pasning, pleje og kærlig omsorg.
For en sikkerheds skyld tager jeg den med i min aftenbøn.
