Det gik ellers lige så godt. I går havde vi haft Sofus i en uge, og han var så småt begyndt at affinde sig med situationen og sit nye hjem.
De første par dage så vi ikke meget til ham. Han var altid bag ved et eller andet. Bag ved reolen, bag ved gardinet, bag ved toilettet, bag ved kaffemaskinen, bag ved sofaen. En gang imellem også under en stol, skeptisk og utilnærmelig. Desuden sultestrejkede han, uanset hvad vi diskede op med: tørkost fra dyrlægen, vådkost fra Whiskas i brev eller dåse, kylling fra køleskabet, rejer, tunfisk, hvad som helst. Han rørte det ikke. Til sidst begyndte vi at frygte, at han ville dø af sult, og vi ringede og rådførte os med internatet, hvor han havde boet i fire måneder. Ingen risiko, lød det beroligende, det skulle nok komme. Og vi arrangerede maden og havde tal på alt, hvad vi stillede frem, så vi kunne kontrollere, om der forsvandt noget. Men der forsvandt ingenting. Endelig for to dage siden sneg han sig ud fra bag ved sofaen og spiste 1 reje. Lidt senere på aftenen spiste han én til reje. Næste dag spiste han ingenting, men til gengæld lod han sig ae siddende bag ved sofaen, hvor vi dårligt kunne nå ham, og det var et stort øjeblik i går, da Monsieur tilmed blev slikket på hånden, og Sofus kneb øjnene sammen og spandt. Vi gik lettede i seng, helt sikre på at akklimatiseringen var ved at lykkes.
I morges, da vi stod op, var Sofus væk. Han var ikke bag ved sofaen og ikke bag ved noget andet. Vi så efter overalt i alle hulrum, bag alle døre, gardiner, reoler, under alle møbler. Han var der ikke. Vi blev enige om, at der kun kunne være én forklaring: hver nat kl. 2.30 kommer Miss Mis hjem fra sin natlige rekognoscering og melder sin ankomst med en gennemtrængende mjaven, der vækker hele huset, hvorefter Monsieur står op, trasker halvsovende ud til hoveddøren i totalt mørke og lukker døren op for at slippe hende ind. Sofus måtte være løbet uset ud samtidig med, at Miss Mis løb ind.
Vi gennemsøgte alle buske i haven, inspicerede alle træer og kaldte, kaldte, kaldte. Ingen kat. Sofus var over alle bjerge, og vi hadede os selv. Vi gik tilbage til huset og besluttede at foretage den tunge opringning til internatet og maile efterlysningen til Dyrenes Beskyttelse. Vi vidste også, at det var håbløst.
Vi spiste morgenmad i tavshed og uden appetit. Vi tog af bordet og vaskede op i tavshed. Bagefter gik jeg hen for at tænde radioen i håb om at aflede tankerne.
Dér, bag ved bunkerne med cd'er fik jeg øje på et kattehoved. Sofus havde fundet sin rette hylde. Og jeg har lært, at der ikke findes nogen større lettelse end den, man føler, når man med god grund har troet, at weekenden vil blive et helvede at komme igennem, og at den grund så pludselig forsvinder som med et trylleslag. Denne weekend har indskrevet sig på listen over mit livs bedste, og ét er sikkert: når Miss Mis kommer hjem i nat, vil alt lys i huset blive tændt, og alle nyindflyttede katte vil blive lokaliseret og lagt i håndjern, inden der bliver åbnet nogen dør ud til det fri.
