Stille søndag

Som regel er jeg i stand til at tilrettelægge min tid og mit arbejde sådan, at jeg ikke behøver at arbejde under pres, men det er ikke altid det lykkes. I sidste uge havde jeg alt for travlt, og selv om jeg ved, at jeg ikke dur til at gå ud to dage i træk, havde jeg sagt ja tak til frokostinvitationer både lørdag og søndag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Men fordi det var mennesker, jeg ikke havde set længe og så nødigt ville vente endnu længere med at se, suspenderede jeg min sunde fornuft og tænkte 'det går nok'.

Det gik ikke. Søndag morgen var mit indre frirum fyldt så meget op, at jeg ville være et miserabelt selskab. Jeg var nødt til at melde afbud på selve dagen, og det er mig inderligt imod. Jeg har selv prøvet at være den, der modtager afbudet, og det er så skuffende og ærgerligt hver gang.

Men jeg gjorde det alligevel. I stedet brugte jeg søndagen på ingenting – i hvert fald ikke noget måleligt. Jeg cyklede en tur i den første forårssol, læste lidt, klappede katte og kiggede ud på tre rådyr, der holdt frokost i haven.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ved, at dem det gik ud over, forstår det. Det er en god fornemmelse.