I bilen på vej hjem efter en arbejdsdag:
- Tror du Sofus har det godt?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan kende os, når vi kommer ind?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har spist noget?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har været på bakken?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan huske i går?
- Ja. Jeg er sikker på, at han kan huske du lå og rullede rundt på gulvet i tre kvarter med et kamera i den ene hånd, mens du smiskede for ham på det mest afskyelige med falsetstemme og med en tøjmus i snor i den anden hånd ...
Af diskretionshensyn skal jeg undlade at røbe, hvem der sagde eller gjorde hvad, men summa summarum: den kat optager en del plads i vores hoveder. Det er heller ikke fordi vi får sovet så meget for tiden. Indtil nu har der hver nat på et eller andet tidspunkt lydt gigantiske brag i forskellige udgaver, og det er altid spændende at se, hvad der ligger på gulvet om morgenen, og om det er gået i stykker. Foreløbig er vi sluppet forholdsvis billigt.
Til gengæld er vores nye midnatslusker ved at have lært hver en krog af huset at kende, og han har opdaget, at der også eksisterer en verden uden for vinduerne, hvor der foregår sælsomme og skræmmende ting, som man må gemme sig for, selv om der er en rude imellem.
Vi er lidt spændt på, hvornår vi kan begynde at lukke Sofus ud i haven, for vi vil gerne have en udekat ud af ham. Bøgerne siger en måneds tid, og det må vi hellere holde os til. Og så har Ella været så sød at øse af sine erfaringer: vi skal hegne haven ind med Sofusgrus, så han ved, at hertil og ikke længere.
Det anede vi ikke, at man skulle, men det gør vi selvfølgelig. Tak, Ella!
