Tomrummet

Han blev knapt tre år. Det var min kat, og jeg har fået mange trøstende ord. Dem er jeg glad for, men de skaffer mig ikke Trold alias Spike Jones tilbage.

Der var så meget krudt og livsglæde i den kat, og han elskede mad. Han kendte alle lyde, der havde bare den mindste relation til Whiskas-dåser, portionsbreve, køleskabe og gryder. Han kunne registrere dem liggende i dyb søvn i den anden ende af huset, og sekundet efter sad han turbospindende midt på køkkengulvet og forventede en spiselig erkendtlighed i form af en nykogt sild, et hjerte, en mørbradbøf eller måske bare en skefuld hytteret, det skulle da ikke komme an på det. Maden kom altid i første række. Når fremmødet ikke blev belønnet, og et hjerteskærende mjav med hovedet på skrå og insisterende øjenkontakt heller ikke hjalp, tog han sagen i egen pote, styrtede ud i haven og satte sig lige foran musehullet og ventede. Og ventede. Han havde tid nok til det vigtigste her i verden.

For en uge siden begyndte han at miste appetitten. Det havde vi aldrig før oplevet, men vi tænkte, at det gik nok over. Det gjorde det ikke, tværtimod. Han spiste mindre og mindre for hver dag, og han blev mere og mere sløv, han der ellers altid havde været hyperaktiv og aldrig fejlet noget som helst. Da han så også begyndte at kaste op og få tynd mave, var der ingen vej uden om dyrlægen. I første omgang lød diagnosen, at der var en tumor på den ene nyre. Men røntgenbilledet viste, at det var indvoldene, der af en eller anden grund lå helt forkert. Dog mente dyrlægen, at der var en fair chance for, at det kunne fixes.

Da Trold dagen efter kom på operationsbordet og blev lukket op, viste det sig, at han havde indre blødninger overalt på grund af en aggressiv leukæmi, der havde bredt sig med lynets hast. Der var ikke mere at gøre.

Jeg har mistet mange katte, og mange af dem har været gråstribede med hvid hagesmæk og hvide sokker ligesom Trold. Men aldrig har tabet føltes så stort. Han var søn af Miss Mis og Jas, og han var den mest tamme og kælne hankat, jeg har haft. Man skal ikke sige for højt, at vi talte sammen om alt mellem himmel og jord, så det lader jeg være med. Men jeg savner så forfærdeligt, at han ligger og spinder på bordet foran mig om morgenen, når jeg lægger makeup. Og på alle andre tidspunkter.

Forleden dag, da jeg fik dyrlægens lammende besked, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere katte.

I går aftes og i dag har vi været på katteinternat for at finde en efterfølger for Trold, og her til aften er vi kommet hjem med Sofus, som ingen andre ville have, men som vi ikke kunne stå for. Han ligner Trold til forveksling, når man ser ham lige forfra. Han kan ikke erstatte Trold, men han kan udfylde tomrummet og blive en værdig afløser, som vil have andre, enestående egenskaber.

Lige nu er han bange for sine nye omgivelser og gemmer sig i transportkassen, og Miss Mis går og snuser til ham. Nu er der bare at håbe på, at kattesammenføringen lykkes. Det skal den.