Hun har gjort det før, og i fredags skete det så igen: Miss Mis bad om at komme ud ved midnatstid, men i stedet for at komme tilbage to timer efter og vække os for at blive lukket ind igen, som hun plejer, blev hun væk - med en vis nervøs rastløshed hos personalet til følge. For en time siden – det vil sige efter næsten to døgn – ringede hun så endelig på, jeg åbnede døren, og uden nogen forklaring styrede hun direkte mod madskålen som om intet var hændt. Jeg vænner mig aldrig til det.
Miss Mis har altid gået sine egne veje, og det har altid været et mysterium for os, hvor de ender. For nogle dage siden, da vi gik en længere aftentur, kom vi igen til at tale om det. Hvor stort var hendes distrikt mon, og hvor langt væk mon hun gik, før hun kom i tanker om madskålen og vendte om? Vi nåede igen ikke til noget endeligt resultat, og samtalen faldt på andre emner, mens vi traskede videre. På et tidspunkt kom vi forbi en forhøjning, hvorfra der måtte være en fantastisk udsigt over landskabet, og på toppen af højen sad en kat, der tilsyneladende nød solnedgangen i fulde drag.
- Sikke en sød kat, der sidder deroppe! siger jeg spontant og peger.
Monsieur kigger op.
- Mmm, svarer han lettere flegmatisk. Og tilføjer: - Det er også vores egen.
Så nu har vi en idé om størrelsen af Miss Mis' revir. Vi befandt os meget, meget langt fra de hjemlige græsgange, det vil sige mange befærdede veje væk, og sådan set ville vi godt have undværet vores nye viden ...
