Vi har haft besøg af en tidligere kollega, som vi fandt igen i Blogland, da han skrev, så mit hjerte blødte, om sin kats forsvinden. Vi katteglade-i-låget kan slet ikke have, at vores katte bare sådan bliver væk uden at efterlade en seddel på køkkenbordet om, hvor de nu er – om det så er i kattehimlen.
Indtil i går havde vores bekendtskab været rent professionelt, og nu oplevede vi så dette rummelige, vidende og positive menneske privat, og vi fandt ud af, at vi også har et skæbnefællesskab i vores sønner, som har givet os visse udfordringer i livet.
Livet er en uberegnelig størrelse, for det viste sig jo, at vi har flere livstråde, der krydser hinanden: Teheran gav anledning til en lang og meget spændende snak om at bo i denne by, og hvor heldig man er, hvis man ikke længere gør og førhen tilhørte den mindre priviligerede del af samfundet. Jeg er svært glad for at leve i Danmark og har vanskeligt ved at forstå, hvorfor et nyt, ungt medlem af familien ikke har det på samme måde. Der er en afgrund til forskel i den måde, vi er præget tidligt i livet.
Det var højt, varmt parasolvejr til at begynde med, og så opslugt af samtalen var vi, at vi først alt for sent opdagede, at det stadig er først i maj, og at vi længe havde siddet og klapret tænder.
Men det var en dejlig dag - og snakken fortsatte indenfor.
