onsdag, maj 02, 2007
Når får får får ...
Et stenkast fra vores ydmyge bolig ligger en stribe fredede gravhøje fra ældre bronzealder på kirkens jorder. Oprindelig var der otte høje, men nu er der kun fire synlige tilbage, resten er overpløjet. Det er heldigvis stadig smukt at se på, men dyrt at holde - vegetationen har det med at tage magten og kvæle sceneriet. Sidste år fik nogen henne i kirken så sammen med en lokal fåreavler den lyse, maleriske idé at sætte får ud på arealet og dermed slå to hestebremser med ét smæk. 'Synergieffekt' står der sikkert i papirerne.
Nå, men Monsieur og jeg har stor fornøjelse af arrangementet, når vi går vores aftenlige debriefingtur efter opvasken, og i dag havde vi medbragt kamera og ambitioner om banebrydende nærbilleder af nuttede fårebørn. Nu har vi lige kasseret 49 lamme forsøg, men vi fandt da ud af, at det er vanskeligere at fotografere får, end man skulle tro ...
Abonner på: