Vores sankthanstradition går ud på, at refugiets to menneskelige beboere efter middagen tager hinanden i hånden og til fods begiver sig de tre kilometer til Liseleje strand, hvor der er bål, heks, liv og glade dage. Vi har efterhånden gået turen i al slags vejr fra regn og blæst til syndflod og storm. Vi har oplevet, at bålet har været aflyst på grund af uantændelighed som følge af såvel vandmasser som vind af orkanstyrke, og vi har frosset uden at kny. Men stemningen har altid været det hele værd.
I år var vejret venligt, lunt og perfekt til sankthansbål, og vi havde glædet os til at stå og ligne deltagerne på Krøyers Sankt Hansblus på Skagen Strand. Men sådan skulle det ikke være. I eftermiddags havde Monsieur nemlig været på affaldspladsen med alle vores aviser, herunder lokalavisen, der indeholdt det nøjagtige tidspunkt for bålantændelsen. Vi var derfor henvist til at forhandle os frem til et sandsynligt klokkeslæt, og vi landede på klokken 21. Vi ankom punktligt, men desværre på det forkerte tidspunkt, og min tålmodighed rakte ikke til at vente halvanden time på båltale og hekseaffyring. Så vi traskede de tre kilometer tilbage med uforrettet sag, men som det ses i det mindste med dokumentation for, at vi havde været der. Også en bålløs sankthansaften kan være stemningsfuld.
