I dag er min første feriedag, det har regnet, og det gør ikke noget. Regnvejr er langt bedre end sit rygte. Andre steder i verden betragter man regn som en gave fra en venligtsindet guddom eller et symbol på renselse - ikke et irritationsmoment, som man prøver på at ignorere ved at begrave sig i arbejde eller kaste sig over huslige sysler, der alligevel skal fra hånden.
Man kan for eksempel betragte regnvejr som et signal om at sætte farten ned og tænke over tingene. Når himlen bliver mørk, og det begynder at dryppe, pakker blomsterne sammen, og kattene benytter lejligheden til at løbe ind og tage sig en ekstra skraber eller bare vegetere. Hvorfor ikke gøre det samme.
En dag inden døre, hvor det styrter ned udenfor er livgivende. Man kan fylde huset med lys, lyd og hygge og værdsætte, at man har et varmt og tæt hus. Jo mere bekvemt, man indretter sig, jo mere vidunderligt bliver et regnskyl.
Man kan også gøre det stik modsatte. Man kan gå ud og stille sig i regnen og blive gennemblødt. Eller køre en tur i regnvejret. Jeg kørte op til en ven og afleverede den paraply, han glemte hos os sidst.
Lyden af regnen, der trommer på taget eller bilruden kan være den rene terapi. Den kan bruges som en reminder om, at oven over en hvilken som helst sky er himlen altid blå.
Når det så er overstået
Ja, så kan man jo gå en tur og kigge på alt det, der lever af regnen. Jeg har en svaghed for alle de gevækster, der vokser uden tilladelse.
Enhver kan se, at den øverste er en klokkeblomst, den nederste en tidsel, og den næstnederste til højre en vild rose. Men hvad er det blå stavær i midten til venstre (nærbillede næstøverst til højre)? Jeg prøvede at slå den op, men fandt den ikke. Hvad hedder den? Den, der kan fortælle mig det, er min bedste ven!
Hvad det allerøverste, farveløse billede er for noget? Nærlæs overskriften og gæt ...
