Jeg har klippet hæk i dag. Tredive meter med håndkraft. Jeg bryder mig hverken særlig meget om hækken eller om at klippe den, men den fulgte med, da vi valgte at slå os ned her, og hvordan slipper man af med en ligusterhæk? Svaret er, at det gør man ikke - man tager det som en mand og får det bedste ud af den.
Skal jeg være ærlig, var det ikke planen, at den skulle ende med at bugte sig hid, did, op og ned, men sådan blev det. Jeg ved ikke meget om at klippe hæk, men jeg er fornøjet med resultatet, og det er resten af husstanden også (til dels på grund af magelighed, tror jeg), så hvad kan man forlange mere? En liguster, der viser, at bag den bor sande fribyttere med mod til at gøre op med spidsborgerlige konventioner om stramme, linealklippede hække.
Og dog. Englænderne på herresæderne viser sig at være et hestehoved foran mig, men nu har jeg noget at stræbe efter (gæt, hvem der har fundet billedet!) :
For resten bor der en solsort i min hæk. Den brød sig ikke om lyden af hækkesaks lige over hovedet og skyndte sig at tage flugten. Jeg håber, den forstod, at det ikke var sådan ment, og er på plads igen i morgen.
Nu vil jeg sove. Armene gør det allerede.
