onsdag, oktober 05, 2011

Et blidt spark bagi


Jeg er godt i gang med at læse den nye bog 'Sund på halvvejen – Energi til hele livet', som er skrevet af Søs Wollesen. Hun er læge, zoneterapeut, akupunktør og psykoterapeut, og her giver hun os opskriften på, hvordan man holder sig stærk, sund og glad langt op i årene. Bogen overbeviser mig, og det overrasker positivt, at hun som læge går ind for kosttilskud og naturlægemidler. Mange kender vist til, at energien ikke helt er, hvad den har været. Men der er meget, vi selv kan gøre - og det er heldigvis aldrig for sent at gå i gang.

I stedet for at være bygget traditionelt op over sygdomme er bogen en oase af positive indspark, der handler om vores måde at tænke på, om accept af os selv, om motivation, motion, forebyggelse af slid, hjernegymnastik, stress, om at være i nuet og meget mere. Jeg anbefaler på det varmeste!

Søs Wollesen er i øvrigt brevkasseredaktør i Femina og i PSYKOLOGI.