mandag, juli 29, 2013

H.C. Andersens barndomshjem


I torsdag var vi i Odense og så det ydmyge hus i Munkemøllestræde, hvor H.C. Andersen boede fra han var 2, til han var 14 år, inden han rejste til København. Huset havde dengang 3 lejeboliger, og som nærmeste nabo havde Andersens en familien med 7 børn, som de delte hoveddør og entré med. Stuen er så lille, at det er svært at fotografere.


H.C. Andersen har selv beskrevet sit barndomshjem sådan: 'Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen, og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndomshjemmet, men Væggene var behængte med Billeder, paa Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have ...'