onsdag, januar 01, 2014

Arvingerne og Badehotellet


I dag begynder en ny dramaserie på DR1, 'Arvingerne', som jeg er meget spændt på at følge! Den handler om fire voksne børn, der mødes på grund af deres mors død for at gøre arven op. Men hvad der kun skulle have været en hurtig genforening, bliver begyndelsen på en rejse ind i hemmeligheder, løgne og fortrængte sandheder, der vender op og ned på deres liv ...

I forgårs så vi første afsnit af 'Badehotellet', som er blevet lovende omtalt mange steder. Jeg synes, der er lige lovlig meget folkekomedie over det - som gamle danske film fra 1950'erne - men måske vænner man sig til stilen. Det er sjovt, at man har valgt at henlægge historien til 1920'erne, og jeg kommer til at tænke på Herman Bangs 'Sommerglæder', en humoristisk, satirisk og lidt ondskabsfuld skildring af en lille kystby.