Håb forude

Det er en sjov følelse at ringe til lægevagten og få en klassekammerat i røret. Navn og måde af tale på udelod al tvivl. Men patienten røbede ikke, at vi har tilbragt 10 år i samme klasse og været til adskillige, særdeles hyggelige klassefester sammen. Det gjorde vagtlægen heller ikke. Det her var jo sygdom og ikke hyggesnak.

Men selv om jeg næsten ikke kunne tale, fik jeg dog gryntet, at min forkølelse nu har varet i 7 dage, og at jeg dårligt kan stå på benene. Og tænkte samtidig, at ham gad jeg altså godt at have til læge.

Nu ligger der en god portion penicillin foran mig. Den er mærket med blindeskrift, men blind er jeg dog ikke endnu – og jeg skal, skal, skal altså være rask på mandag, færdig …