Livsceremonier

For et par uger siden læste jeg for første gang om LivsCeremonier, der tilbyder ceremonier ved navngivning, kon-/nonfirmation, vielser og begravelser. LivsCeremonier består af en tidligere præst, en psykolog, en musiker og en skuespiller fra København plus en seminarielærer fra Viborg. Tre af dem tror på Gud, to gør ikke.

Jyllandsposten bragte for nogle dage en tankevækkende artikel om LivsCeremonier. Her er et par citater:

"Hvor skal man gøre af sin død, når man er meldt ud af folkekirken? Hvad nu, hvis man hader orgel og tror på reinkarnation? Ja, så skal fejringen af livets højdepunkter afspejle det for at give mening, mener Liselotte Horneman Kragh. Hun kalder sig ceremonimester og har et tilbud til de 18 pct., som ikke er medlem af Folkekirken og står tilbage i et rituelt tomrum".

"Ritualer og ceremonier bevidstgør os om de store øjeblikke i vores liv og giver os en bedre platform til at komme videre med vores liv. Ritualerne er fællesskabsfødende, for man får sat ord på, hvor i livet det er, man står nu, og det sker sammen med dem, man holder af. Derved opstår der en solidaritet, som man har brug for. Især når det drejer sig om tilværelsens tungere oplevelser, siger Liselotte Horneman Kragh".

"Det moderne menneskes grænseløse frihed øger behovet for ceremonier, for de giver fællesskab og et bud på en mening med livet", siger sociolog Emilia van Hauen i en anden artikel til Jyllandsposten. "Vi kan klone et får, vi Facebook'er med alverden, genmodificere korn og henter verden ind i stuen med en computer. Men død, ensomhed, ulykkelig kærlighed og angst står vi lige så magtesløse overfor som i tidernes morgen".

Jeg er ikke medlem af folkekirken, og det er nok grunden til, at jeg synes, at tilbudet her har manglet i rigtig mange år. Jeg meldte jeg mig ud af folkekirken som 18-årig, men jeg er dog viet i en kirke, fordi Monsieur gerne ville. Det kan man, bare den ene part er medlem.

Betyder ceremonier noget for dig?