I dag tog vi tråden op - min første kæreste fra dengang for længe siden. Han havde fundet nogle gamle billeder, han ville give mig, og det er jo altid underholdende at se sig selv i en meget ung udgave.
Her sidder jeg til venstre på det øverste billede i min gamle rustne hængesofa, som jeg selv havde syet hynder til. Som ganske ung købte jeg et sommerhus i Lille Kregme ved Roskilde fjord. Det er et smukt område med en sti, der løber hele vejen langs med fjorden. Mine forældre gav mig det råd at købe fast ejendom i stedet for at sætte penge i banken.
Stedet og huset kom til at give mig utrolig mange dejlige oplevelser. Jeg kunne gå ned til fjorden på kun 10 minutter ad Månedalen (ja bare navnet, ikke?), selv med sønnike i klapvogn. Hver gang jeg havde fri et par dage, pakkede jeg bil, dreng, klapvogn og høj stol og kørte nordpå. Jeg havde tit min mor med, og vi havde nogle dejlige år, hvor hun kom tæt på sit barnebarn. Eller jeg havde veninder og deres børn med. Huset var på 75 kvadratmeter og hyggeligt med en skøn, gammel have.
Dengang var det ret usædvanligt at købe sommerhus som 26-årig, men det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Det er en hel del sjovere at have et lille hus med have end at have penge stående i en bank. Jeg har fejret mange sankthansaftener på mit 'landsted', været temmelig fuld, haft mange kærestesorger og også oplevet mange lykkelige stunder netop der.
torsdag, marts 24, 2011
På café med min gamle kæreste
Abonner på: