mandag, august 08, 2011

Glæder mig som var det til jul


Om et par uger skal jeg holde klassefest, og jeg glæder mig som et lille barn. I de sidste 20 år har vi set hinanden fire gange, og nu er det femte gang. Det er der kommet varme venskaber ud af på kryds og tværs - jeg har blandt andet fået to gode veninder. I går fik jeg en mail fra en pige, der gik ud af min klasse efter 5., og hun vil gerne være med til vores klassefest. Tænk at der er bånd mellem mennesker efter så mange år – men det er der! Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder mine klassekammerater. Det kræver nok nogle år på bagen for helt at forstå sådan en tanke. Jeg er Facebook-ven med mange af dem, og vi ringer og mailer på kryds og tværs.

Nu vil jeg finde alle mine klassebilleder frem, lave kopier og have dem parat til den store dag.