Heldigvis var der noget at varme sig på flere steder, for ellers var jeg faldet død om af kulde. Meyer havde salg af æblegløgg med calvados i det første hus, vi kiggede ind i - gården fra Sydslesvig. Men det har været en dejlig eftermiddag med miniblogtræf på Frilandsmuseet!
Vi havde solskin, en bidende vind, og der var godt med mudder efter gårsdagens regn. Det er første gang jeg oplever Frilandsmuseet om vinteren, og jeg har aldrig set så mange besøgende. Men der var også meget at se på – jul hos fattige bønder og hos de rige, flot pyntede juletræer og opdækninger med julemad, der pædagogisk viste forskellen på fattig og rig.
Julen betød for mange god og rigelig mad, hvilket ikke var en selvfølge resten af året. Hos en velhavende bonde i begyndelsen af 1800-tallet var julegrisen lige slagtet og på et veldækket bord var der klipfisk, hakket æg, kogt skinke med grønlangkål, store sigtebrød og hvedekage, æbleskiver og pebernødder lavet af rugbrødsdej. Vigtigt var saltmadsfadet, som var fremme hele julen, og alle, der kom på visit, blev budt på rullepølse, spegepølse, skinke, blodpølse, sylte, medisterpølse m.m. Risengrød var på det tidspunkt nymodens og meget fin, da den var lavet af importeret ris.
Tusind tak for i dag til både Deborah og Donald.
Man kunne også lære at klippe julehjerter inspireret af H.C. Andersens papirklip ...
Og få en tur i hestevogn med selveste julemanden ved tømmerne ...
søndag, december 04, 2011
Rør blot ikke ved min gamle jul
Abonner på: