onsdag, december 16, 2020

Husholdning

Her kommer lidt mere om gamle dage på Holte Husholdningsskole. I dag er der nemlig et billede fra skolen i Frederiksborg Amts Avis taget i 1950'erne, hvor et hold unge husholdningselever  bager - med en opskrift på klejner - og det fik mig til at finde en gammel kasse frem.  

Kassen med billeder har jeg arvet fra min mor, og mange billeder gav hun til lokalhistorisk arkiv i Lyngby. Min mor var husholndningslærerinde på skolen - min mormor var forstanderinde og underviste også. En af de sjove ting, jeg straks så i kassen, er, at advokaten Merethe Stagetorn gik på husholdningsskolen i 1963. Eleverne kom fra hele landet og også fra Norge, Færøerne og Island. Holte var et populært sted at vælge, fordi det var muligt at besøge København. 

Skolen blev opført i 1909 med plads til 24 elever, men blev udvidet i 1930 og 1946, så der var plads til 48 elever.

Hver dag var der køkkenforklaring, hvor min mormor (forstanderinden) fortalte, hvordan retteren blev lavet. Ud over almindelig husholdning var fagene blandt andet barnepleje, syning, vævning, boligindretning og gymnastik. Jeg kan huske nogle meget festlige holdafslutninger, hvor eleverne gik mannequin i det tøj, de selv havde syet - og hvor mødrene var inviteret. Eleverne havde selv bestemt, hvilke modeller de ville sy. 

En gang på hvert hold kom den kendte kaptajn Jespersen og underviste i stavgymnastik. 
Blandt de lærerinder, der blev længst, var Anna Jacobsen og Esther Boholt. Jeg håber, der måske er nogen, der kan huske dem. Jeg har nemlig gennem årene fået en del mails, når jeg har skrevet om husholdningsskolen. På billedet herunder er det min mor til venstre, derfter min mormor (forstanderinde), Anna Jacobsen og med brillerne Esther Boholdt.