Om at finde stilheden

I 1993 opdagede jeg stjernerne. Det var det år, vi købte et lille hus på landet, hvor vi begyndte at tilbringe weekenderne. Efter at have boet nogle år i en soveby med mange mindre børn, der kom hujende hjem klokken tre om eftermiddagen, var stilheden pludselig til at tage og føle på. Vi ændrede livsstil ved at rejse en halv time nordpå hver fredag eftermiddag, når det var muligt.

Lange traveture ventede, ture til vandet - og som et af højdepunkterne at kunne gå ud i bare tæer på græsset midt om natten og kigge på stjerner. Når månen lyste haven op, stod gran-, fyr- og lærketræer i silhouet med Karlsvognen og alle de andre stjerner spredt rundt omkring. Vi oplevede pludselig at få følelig kontakt med årstidernes skiften. At få besøg af fasaner, grævlinger, ræve, harer, rådyr og (næsten) alverdens fuglearter, som jeg omhyggeligt førte logbog over. Sønnike var en ivrig lystfisker dengang og cyklede tit ud til Kattegat med sin fiskestang, blink, kroge, fluer og rygsæk. Han kunne tilbringe timevis med sin fiskestang i hånden. Og hvis det var om aftenen, han fiskede, kunne han finde på at stege fisk midt om natten.

Min stærkeste oplevelse var nok stjernehimlen. Stjernehimlen i haven om natten eller på en gåtur i mørke med knasende sne under fødderne. Nu bor jeg her og kan se stjernerne gennem mit glastag i entreen når som helst, jeg har lyst.