mandag, juli 19, 2010

Om at skrive blog

Blomster
I de sidste uger er jeg adskillige steder stødt på blogindlæg, der handler om at skrive blog. Der har været fokus på, at nogen er i tvivl om, hvad de vil med deres blog - eller at blogskriveren ikke synes, der er kommentarer nok. Emnet blogskrivning giver i hvert fald ofte en del kommentarer.

Jeg synes ikke, man må forvente et bestemt antal kommentarer til sine indlæg - antallet svinger, og i øvrigt kan man se af statistikken (jeg bruger Statcounter), at der er mange, der nøjes med at læse med, og som aldrig kommenterer. Det skal de være velkomne til, men selvfølgelig glæder det mig, når jeg i ny og næ kan sætte navn på én, jeg ikke vidste, hvem var.

Min egen lære har været: forvent aldrig noget som helst, men fortsæt med at skrive, så længe du synes, det er sjovt. Så vil der med garanti også være læsere, der synes det - hvad enten de kommenterer eller ej.