Noget om sprogpedanter

Sprog er noget, der optager mange mennesker, men alt for mange interesserer sig for sproget på en helt misforstået måde. De gør det blandt andet ved at skrive uforskammede breve til aviser og tv-stationer om andres forkerte sprogbrug, hvor de fører sig frem med deres egen overlegne 'viden' om, hvordan sproget bør være.

De fleste af ovenstående ord er ikke mine, men den engelske skuespiller, forfatter med meget mere Stephen Frys, som jeg har tilladt mig at oversætte frit – selvfølgelig fordi jeg er fuldstændig enig med ham. Den præcise formulering gemmer sig i denne video:



Hvis du ikke orker at høre/se det hele, drejer hans lille essay sig om det absurde i 'halvstuderede taberes' sprogpedanteri. Det er komplet ligegyldigt, om andres sprog følger retskrivningen og grammatikken, så længe ingen kan være i tvivl om, hvad meningen er. Fry opfordrer til at bruge energien på sproglig opfindsomhed i stedet for. Sætter sprogpedanterne nogensinde umulige ord sammen, bare fordi det lyder godt? Bruger de sproget til at forføre, charmere, begejstre, glæde, bekræfte eller smigre dem, de taler med? Som Stephen Fry selv svarer: 'I doubt it!' – de vil hellere pege fingre ad grønthandlerens skilt, fordi apostroffen er sat forkert.

Det er klart, at det ikke er ligegyldigt, om vi lærer at stave korrekt i skolen. Men masser af mennesker har altså ikke lært det af forskellige grunde, og de lærer det ikke af at blive hånet for deres manglende kundskaber.

Jeg indrømmer blankt, at det også forstyrrer min læsning, når udsagnsordene mangler r i nutid, og r'et til gengæld er klistret på navnemåden. Men jeg arbejder med det, for jeg forstår jo alligevel altid, hvad teksten går ud på.

Så kort sagt: mindre pindehuggeri og mere fantasi, tak.