Let gang på jorden

Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid bliver overrasket over sådan noget. Jeg er selvfølgelig fuldstændig klar over, at mennesker gør mange tåbelige ting ved sig selv, fordi moden dikterer det, men ligefrem at få tæerne kortet af for at kunne passe en bestemt slags sko, tager alligevel prisen.

Når damen, der foretager overgrebene, kan finde på at sige, at 'kritikerne simpelt hen ikke forstår vigtigheden af høje hæle', får jeg lyst til at tage hende i kraven og ruske hårdt, indtil hun har forstået betydningen af ordet 'vigtigt'.

Bortset fra det, er jeg leveringsdygtig i en forsidenyhed eller måske snarere en sensation! Jeg kan nemlig afsløre, at det er muligt at leve et fuldstændig normalt og lykkeligt liv uden diminutive, sylespidse, højhælede sko. Ikke fordi jeg ikke kan se, at spidse sko med stilethæle kan være sindssygt flotte sådan rent skulpturelt, men der findes faktisk også sko med i hvert fald en anelse høje hæle, der ikke er de rene torturinstrumenter og heller ikke er uelegante. Derudover har jeg et par staldfiduser, som jeg videregiver helt vederlagsfrit:

• Hvis det gør ondt at have et par sko på, så tag dem af igen og find et andet par.



• Hvis du ikke kan bevæge tæerne i et par sko, så lad være med at købe dem.

Kort sagt, gå i den rigtige størrelse. Lad være med at klemme dig ned i en størrelse 37 bare fordi du ikke kan udholde tanken om, at du bruger 39.

Smarte sko er ikke vigtige. Fødder er vigtige. De kan bære dig rundt et helt langt liv, hvis du passer på dem. Jeg kan anbefale at læse hele artiklen og især de to sidste afsnit.

Klik her, hvis du tør - og se hvor galt det kan gå.

Nytår i bakspejlet

Jeg orker ikke Monsieurs 35-punkts status, men apropos punkt 19 og nytårsaften:

(jeg har fået forbud mod at lægge det ud, så lad venligst være med at nævne det for nogen!)

Nytårsaftensformiddagssnapshot

Mod nye horisonter ...

Jo, det er fra i dag.

Mere om tid

Jamen, så lad mig da prøve at være lidt mere konkret:

Vi bliver flasket op med, at det gælder om at gøre alting så hurtigt som muligt. Det drejer sig mere om at gøre end om at være, og ’tid er penge’, så vi skynder os. Vi har rasende travlt – indtil vi overvældes af en følelse af manglende indhold og sammenhæng i tingene og tilværelsen. Først da opdager vi, at måltider kan være meditative, at en nok så banal ting, der bliver gjort omhyggeligt, kan være en kilde til stor fryd. Tiden er en gave, som det står os frit for at forære os selv – tid til at forfølge vores nysgerrighed, til at nyde øjeblikket, påskønne verden omkring os, sætte os ned og tænke efter, skabe værdifulde forbindelser til andre og granske vores eget indre.

Langsomhed er ikke ensbetydende med passivitet, ineffektivitet eller dovenskab. Langsomhed giver os bare mulighed for at være selektive med hensyn til, hvordan vi bruger tiden og sætte pris på hvert øjeblik, vi har til rådighed. Langsomhed kan oven i købet være en fordel i situationer, der tilsyneladende kræver hurtig handling. At tage os tid kan forhindre os i at handle hoved- og meningsløst i den tro, at tingene ikke kan vente. Det kan de næsten altid.

Synspunktet er nemt at affeje, hvis man – som de fleste af os, der har et arbejde – har vænnet sig til en tilværelse med her-og-nu-kommunikation, konstant ringende, fløjtende og spillende mobiltelefoner, tonsvis af e-mails og endeløse ventende dagsordener. Men adrenalinsuset ved altid at ’være på’ er usundt i længden og kan aldrig konkurrere med fornemmelsen af at have god tid. Jeg kan kun anbefale at erstatte det første med det sidste.

Indrømmet, jeg har ikke længere hjemmeboende børn, og det gør projektet en del nemmere. Men alligevel ...

Tidsbilleder

Engang havde jeg en teori om, at tiden var emballeret i pakker, der i størrelse passede nøjagtig til et år, men portionerne var lidt for store, så man var nødt til at forsøge at presse dem godt sammen allerede fra begyndelsen af november for at få det hele til at være i de små tidspakker inden nytår. Eller sagt på en anden måde: det var som at skrive et postkort og løbe tør for plads, så man var nødt til gøre skriften lille og gnidret til sidst for at få det hele med - men i stedet for bogstaver var det altså timer og sekunder, der skulle klemmes ind, inden året var forbi. Det var ikke mig selv, der skrev, men Tidguden, en ældre, pertentlig, hvidhåret herre, der sad på sin guldskinnende trone et sted oppe på Olympen omgivet af ure og kalendere og papirlapper, hvor der kun stod ordet TID på. En harpespillende engel sørgede for underholdningen ved at spille alle de melodier, det hed noget med tid.

I min høje alder er det rart at tænke på, at det er længe siden, at jeg gik væk fra teorien. Lige siden har jeg fået mere tid med tiden. Nu ved jeg, at der er tid nok. Masser af tid.

Lørdagssnapshot

Kvickly - julestemning ved Kasse 1

Et fromt ønske

Overalt hvor jeg færdes, vrimler det med mennesker på desperat jagt efter den perfekte jul og den perfekte julegave - i by, på land og i Blogland.

Jeg garanterer for, at de ikke finder den. Engang skrev man ønskesedler, fordi man ønskede sig noget. Hvis man skriver ønskesedler nu, gør man det, fordi det hører sig til, for i virkeligheden ønsker vi os ingenting. Vi køber tingene, når vi vil have dem - i dag, nu! Vi venter ikke til juleaften.

Butiksejerne ville nok blive kede af det, hvis vi droppede julegaverne, men ellers er der ingen, der ville tage alvorlig skade på sjælen. For de fleste børn er der alligevel løbende gaveuddeling resten af året. Overraskelsernes tid er forbi.

Selv tror jeg ikke på Frelseren, men jeg tillader mig alligevel at have en frelst mening i anledning af hans forestående fødselsdag. Jeg foreslår, at vi overvejer, hvorfor vi tror, at vi er nødt til at blive ved med at købe alle de julegaver, der i virkeligheden rider de fleste som en mare, og som alligevel bliver byttet to dage efter den store udpakningsfest, fordi der er en anden ting, modtageren hellere vil have og synes, hun har mere brug for. En ting.

Der må være noget andet og bedre, vi kan begrave hinanden i.

Kattens bedste ven

Vi ved ikke, hvor gammel Jas er, men han går ind i sin femte vinter her hos os. Pludselig en dag stod han der, men det tog sin tid og adskillige ugers serveringer, før vi var helt accepteret, og han flyttede ind og fik egen stol i hjørnet af stuen. Han er stadig en tam vild, men vi kan regne med ham til måltiderne og især på vinteraftener, når brændeovnen arbejder på højtryk. Lige nu er han ved at varme op til de kolde måneder, vi går i møde.

'Cat in Search of a Friend' hedder en afrikansk børnebog, som jeg faldt over på nettet, og som jeg kun har læst referatet af. Den fortæller historien om, hvordan katten blev ven med mennesket. Bogens hovedperson Cat lærer, at hun er bedst beskyttet ved at holde sig gode venner med dyr, der er stærkere end hende selv. Hun begynder med aberne og fortsætter til chimpanserne, gorillaerne, leoparderne, løverne, næsehornene, elefanterne, mændene og til sidst kvinderne – de stærkeste af alle skabninger.

Godt at vide, hvorfor den gamle hankat holder til her i huset ...

Søndagssnapshot

Jeg plukkede ingen anemoner i november, men ...

Jeg så en rose skyde i min have i december.

Øjenåbner

Jeg har aldrig tid til at høre radio om dagen, fordi min dag er besat med at producere radioprogrammer. Derfor sætter jeg stor pris på dr.dk, hvor man (næsten) altid kan høre det, man gik glip af, da det blev sendt. Uden den mulighed ville jeg ikke have fået Løkkegaards fra i tirsdags med Rushy Rashid at høre, og det ville have været en skam.

Det er en samtale med udgangspunkt i Rushy Rashids nye bog Du lovede, vi skulle hjem ... Her tegner hun et portræt af sine forældres generation, de første pakistanske gæstearbejdere, der forlod deres fattige landsbyer og rejste til Vesten i håb om at skabe et bedre liv for sig selv og deres familier. De troede, de kun skulle være væk i nogle få år, indtil de havde tjent nok til at bygge et hus eller åbne den forretning hjemme i Pakistan, som de havde drømt om. Men tiden gik, og det blev aldrig til noget med at vende hjem igen med børn og børnebørn.

Bogen beskriver i romanform det dilemma, den første generation af pakistanske indvandrere i Dannmark blev fanget i: hensynet til børnene, som de gerne ville sikre den bedst mulige uddannelse og fremtid, og hensynet til familien i Pakistan, der konstant skruede deres forventninger i vejret til hjælpen fra deres "rige" slægtninge i Vesten.

Rushy Rashid fortæller om, hvordan den pakistanske slægts grådighed og materielle krav til hendes forældre var med til at stavnsbinde dem til Danmark. De kunne sagtens have tjent nok til at tage hjem og bygge det hus, de drømte om hele livet - men behovet hos familien hjemme i Pakistan var umætteligt.

Jeg er nok ikke den eneste, der aldrig har tænkt på den vinkel.

Rushy Rashids bog udkommer i morgen. Den skal jeg have.

Hør udsendelsen her.

Jeg - en død fisk

Udtrykket "kun døde fisk flyder med strømmen" giver 12.500 hits på Google, så det må siges at være en indarbejdet talemåde. Jeg bryder mig bare ikke om den, og jeg vil gerne slå et slag for at flyde med strømmen, eller mindre værdiladet: at følge strømmen.

At følge strømmen kræver opmærksomhed, nærvær og evnen til at kombinere sin egen opfattelse med den gængse. At følge strømmen betyder ikke at smide årerne i vandet, læne sig tilbage og håbe på det bedste, men derimod at give slip på fastlåste meninger og være lydhør over for andres. Man kunne også kalde det fleksibilitet. Eller social intelligens.

At følge strømmen betyder ikke, at man ikke har gjort sig klart, hvad man vil. Det betyder at være åben for mange andre måder at nå sine mål på. At man er indstillet på gøre noget andet, hvis det er hensigtsmæssigt, i stedet for at stå fast på sine principper. Det er en del af processen at være i stand til at give slip og samarbejde i stedet for at modarbejde.

At følge strømmen er et spørgsmål om tillid. Når tilliden ikke er til stede, er vi tilbøjelige til at klynge os til den plan, vi begyndte med. Jeg foretrækker at stole på, at åbenhed gør det nemmere at gennemføre en hvilken som helst plan.

Alle, der plejer at svømme mod strømmen, vil jeg gerne anbefale at tage en dyb indånding, klappe gællerne i og følge strømmen med åbne øjne.

Vi unge på 50+

I kraft af sit job får Monsieur uopfordret tilsendt forskellige tryksager med en vis relevans til det, han beskæftiger sig med. Et af de mere uforklarlige frynsegoder er alle teenagepigers menighedsblad "Vi unge" – som han pludselig begyndte at få, efter at han fyldte 50. Galant videregiver han det hver måned til mig, der læser det med stor fornøjelse. Ud over, at det er en glimrende måde at holde sig orienteret om, hvad der sker i en verden, der ellers er lukket land, står der ind imellem noget, der rækker ud over teenageuniverset og langt ind i ens eget. For eksempel har jeg lige læst en glimrende artikel om at skrive dagbog:

1. Du behøver ikke at skrive lige meget hver dag, men beslut dig til et fast tidspunkt, hvor du ved, at du ikke bliver forstyrret.



2. Hvis du vil bruge din dagbog til selvudvikling, får du mere ud af det, hvis du også skriver om dine mål og forventninger og positive tanker.



3. Undgå kun at jagte forklaringer på, hvorfor noget skete, men spørg hellere: "Hvad har jeg lært?", eller "Hvad vil jeg gøre mere af eller gøre anderledes?" eller "Hvad skal jeg lade være med at gøre?" og derefter "Hvad vil jeg gøre i stedet for?" og prøv så at se for dig, hvordan du vil handle næste gang.



4. Husk også at skrive noget positivt om dig selv til slut hver gang.



5. Når du er uvenner med nogen, så spørg dig selv: "Hvad vil jeg gerne respektere ham/hende for?", og "Hvis jeg nu får ret, kan jeg så også få succes?". "Vil jeg give slip i at få ret, for at jeg kan få succes?"

Til behagelig overvejelse, også for bloggere i alle aldre.

Lørdagssnapshot

Festens genstand

5 ting feminismen har gjort for mig

Ella spørger, og jeg svarer så kort jeg kan:

Kogekunst når jeg har lyst
Værelse for mig selv
I byen uden at spørge
Nej når jeg har ikke har lyst
Delte pligter

Ellers er det ikke noget, jeg skænker mange tanker - men tak for opfordringen!

Opdatering torsdag, 19. oktober:
Jeg glemte at sende stafetten videre! Det ser ud til, at de fleste allerede er tag(g)et, men jeg prøver lykken hos Donald.

Et hverdagsdrama

Det sker mens jeg står ved håndvasken og børster tænder. Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, er der ikke noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og støvsuger minutiøst gulvet med mit skarpeste blik: intet unormalt. Der er tilsyneladende heller ikke noget, der ikke skal være der i hjørnerne, men for en sikkerheds skyld må jeg hellere se efter omme bag håndklædereolen, der står tæt ved det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus og kigger forskræmt og dirrende op på mig.

Hvordan den er kommet ind i badeværelset er ikke noget stort mysterium, når man har to katte, der benytter badeværelsesvinduet som hovedindgang. De spiser ikke mus, for de lever af dyrlægeautoriseret kattemad, men deres forfædre spiste mus. Vores nøjes med at fange musene for sportens skyld og for at lege med dem, og nogle af dem er snedige nok til at slippe væk og gemme sig dér, hvor kattene ikke kan nå dem.

Når den slags sker, plejer vi at fange musene i et håndklæde og slippe dem løs derude, hvor de kommer fra, så jeg rækker rutinemæssigt ud efter et håndklæde. Men musen er også snedigere end mig. På et splitsekund er den igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg - for den er ikke under og ikke bagved reolen.

Efter ti minutters intens søgen - for den må være her et sted, både døren og vinduet er lukket - opdager jeg, at den sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Nu kan jeg bare ikke nå den. Meget klog mus.

Jeg fremskaffer et kosteskaft og får pirket til den, og igen er den væk som dug for solen. Efter udelukkelsesmetoden når jeg frem til, at den er et eller andet sted i håndklædestabelen, og der er kun ét at gøre: tage hvert enkelt håndklæde, folde det ud og se efter. Manøvren tager yderligere ti minutter, og den giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd midt i min stille eftertænksomhed. En lille lyd, som en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg går hen og slår låget op, ser jeg musen ligge og gispe i vandkanten. Men jeg er for sent på den. Da jeg får den fisket op med en planteske, er den død.

Morale, hvis der er nogen: man kan også hjælpe for meget.

Så sig dog tak!

Her kommer én til løftet pegefinger:

En af de nemmeste kunstarter i verden er at tage imod en kompliment, men det er ikke ret mange, der behersker den. Til gengæld er der mange, der går i spåner over den mindste kritik. Men det dur ikke, at vi afviser eller bagatelliserer, når nogen siger noget pænt til os, og det er helt langt ude at begynde at argumentere imod en kompliment. Alligevel er det meget almindeligt.

Komplimenter er gaver - det er frustrerende at få gaver i hovedet igen, og falsk beskedenhed ødelægger stemningen. Det eneste, der skal til, er at sige tak. Børn kan undskyldes med generthed, men den går ikke med voksne.

Vi er vores egne hårdeste kritikere, og når nogen giver os komplimenter, bliver vi mindet om, at andre ser os på en anden måde. Alle levende skabninger har brug for positiv opmærksomhed, og alle fortjener det.

Enklere kan det da ikke være, hva'?

Søndagssnapshot

Så er den sommer vist definitivt forbi ...

Afhængighed

Jeg har lige konstateret, at jeg har den samme hobby som Regitze: ikke at se fjernsyn. Refugiets anden beboer har praktiseret det længe, og nu er jeg selv ved at blive hooked.

Min guru Sanna Ehdin skelner mellem addiktioner - det, der intet tilfører kroppen eller psyken, men tværtimod dræner kræfterne - og additioner, dvs. noget, der lægger til, beriger og bygger op. Man kan længes efter det eller ligefrem have et behov for det ligesom med addiktioner. Forskellen er, at man ikke får abstinenser. Addition er en positiv vane, som kroppen 'efterspørger'. Det kan være en positiv oplevelse af nærhed, eller det kan være at læse en god bog, lytte til musik eller samtaler, der inspirerer – eller måske endda bloglæsning, som Regitze er inde på.

Jeg skriver mig lige en passage hos Ehdin bag øret:

"Let afhængighed stjæler ubønhørligt tid og engagement fra alle i dag. Hvis du har 10-15 af disse aktiviteter om dagen, så optager de en hel del plads – tid, der kan bruges til det, der er væsentligt eller til ikke at gøre noget som helst og i stedet få lidt tiltrængt hvile. De bidrager til aktivitetsprocessen, for 'man skal jo følge med'. Hvad er nyeste hårmode, hvilke solbriller er 'in', hvordan var koncerten med NN, hvad havde denne eller hin på til festen, hvilken kendt person kommer sammen med hvem? Al den stund synet er vores dominerende sans, sker det alt for let, at øjnene lukker for meget ind. Det giver en mæthed og afstumpning samt en afhængighed i mildere grad."

Jeg snupper en bid af Få et selvhelbredende liv på 12 uger hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er blevet afhængig af Sanna Ehdin i sværere grad.

P.S. Gid bogen havde haft en mere spiselig titel. Men lad dig ikke skræmme – der er meget mere gods i den bog, end der plejer at være i selvhjælpsbøger. Den her er klasser over!

Søndagssnapshots

Hist hvor vejen ikke slår en bugt ...


Lige til at sætte tænderne i ... nå nej.

Ship ohøj

Min fætter holdt åbent hus i går, eller rettere åbent skib. På søndag tager han af sted for at sejle Jorden rundt i sin hjemmebyggede båd. Drømmen har han haft i tredive år, og nu har han tiden og økonomien til at realisere den. Han er ikke sikker på, at han kommer tilbage. "Jeg kunne godt leve på en båd", siger han. Jeg forstår ham ikke. Og jo, alligevel lidt.

Det var en dejlig dag, vejret var med os til langt ud på eftermiddagen. Alle vores fælles bekendte var der. Jeg tog læssevis af billeder og alligevel ikke nok. Tanken om, at jeg måske aldrig ser ham igen, har jeg det ikke helt nemt med.

God vind, Morten. Pas godt på dig selv.