
Endnu en af de bloggere, jeg har holdt meget af at læse, har nu valgt at nedlægge sin blog. Det føles meget trist, for man lærer jo et menneske godt at kende.
Og det får mig til at tænke på, hvorfor vældig mange er glade for blogland. Det, vi læser, kan jo være det rene opspind – vi udsætter os også for at få nogle ordentlige drag over nakken (jeg har fået nogle stykker) – det tager tid fra andre ting osv. Men det giver os jo tydeligvis også meget, som vi er glade for. Er det fællesskabet? Er det aha-oplevelsen ved at få indblik i andres måde at takle børn, forældre, kæreste, job, chefen, sygdom eller livskriser på? Er det udvekslingen af tanker? Det er det i hvert fald ikke for alle, for jeg kan se, at mange vælger kun at læse med og aldrig lægger en kommentar - ja det er faktisk de fleste …
onsdag, november 26, 2008
Eftertanke
tirsdag, november 25, 2008
En skilsmisse forkorter livet

På Berlingske online kunne man i går læse, at det koster 10 år af en kvindes liv, hvis hun bliver skilt. Og kvinder mister 5 år, hvis de lever alene og 9 år, hvis de ikke har studentereksamen. Kvinder, der ikke har børn, mister 2 år, mens en 50-årig arbejdsløs kvinde mister 13 år i forhold til en mand med fast arbejde. En 50-årig kvindelig ryger mister 22 år på den forventede livslængde. Men et højt alkoholforbrug er til gengæld den faktor, der har størst indflydelse på livslængden for kvinder - hele 23 år koster det at drikke for meget. Kvinder med diabetes 2 mister 20 år, og hvis man har forhøjet blodtryk, koster det 12 år.
Hvis man er så uheldig at have alle disse livsvilkår eller problemer, giver det 116 år. Måske skulle man hellere gå i kloster og blive ældgammel :-)
mandag, november 24, 2008
Rigtig dejligt koldt

Vinterbadning har altid fascineret mig med en blanding af nysgerrighed og skræk – for hvad er det, der driver mennesker ud i iskoldt vand? Nu er jeg faldet over en artikel i ’i Form’ fra 2006, fordi bladet lå og kaldte på mig på genbrugspladsen.
»Huden brænder og stikker lidt, og herefter føler du dig helt følelsesløs et øjeblik, hvor du næsten mister pusten. Men så snart du stiger op af vandet, fryser du slet ikke til trods for den kolde luft. Du føler dig superfrisk og klar i hovedet …«
Cirka 8.000 danskere er vinterbadere, og det som skulle give dem en bedre en hukommelse. Både træthed og smerter reduceres - det skyldes at kroppen begynder at producere endorfiner, som er et morfinlignende stof. Faktisk bliver halvdelen af vinterbaderne helt afhængige af det.
Og hvis du nu brænder for at blive vinterbader, så tilrådes det, at man i de første 3 uger nøjes med at være under vand i 5-10 sekunder 2 gange om ugen, og efter 3 måneder kan man klare 20-30 sekunder.
Hvad med dig, er du klar til at vinterbade, nu hvor det er rigtig dejligt koldt?
søndag, november 23, 2008
Nu er det jul igen

Hovedgaden i Frederiksværk er blevet pyntet op med julehjerter og gran i løbet af ugen. Monsieurs nye mobiltelefon skulle afprøves, og det blev til dette billede, der viser, at telefonen kan andet end at sms'e forprogrammerede beskeder :-) Jeg synes, at det er lige tidligt nok med julepynt i gaderne, kunne de ikke have ventet bare en uges tid? Men kulden er da kommet, som om vi var midt i december allerede. I dag har jeg tænkt mig at begynde på mine julekort - jeg skal skrive 41, så de må fordeles over de næste uger.
Vi skulle have haft besøg i dag, men min veninde er desværre blevet syg, så pludselig står dagen åben for muligheder. Allerførst skal avisen pløjes igennem og kaffen nydes.
Er der andre i blogland end mig, der stadig skriver julekort?
Rigtig god søndag til jer derude.
lørdag, november 22, 2008
Permafrost

Vi har lige været ude at gå en tur i isnende kulde. Temperaturen er lige omkring frysepunktet, men det blæste så meget, at det føltes som om, at ørerne var ved at falde af. Men ud skal man jo, så vi pakkede os godt ind. Da vi var få meter fra at være hjemme igen, så vi disse to rådyr stå og spise nedfaldne æbler. Vinden må have larmet så meget, at de ikke kunne høre os, for jeg har aldrig været så tæt på rådyr. Forsigtigt prøvede jeg at liste mig nærmere end de cirka 5 meter, vi stod fra dem. Men den gik ikke, og væk var de …
Gosh hvor er det godt
Weekendfri er nu en god opfindelse!
Jeg nyder virkelig min lørdag og min søndag og at have fri begge dage. Det er nu noget ret nyt i mit liv, fordi jeg i mange år gik i vagtskema med skiftende arbejdstider. Gosh hvor er det godt, at det er fortid!
Jeg kan huske, at min morfar har fortalt om sin ungdom, hvor unge mennesker i en købmandsforretning på landet kun havde fri ½ søndag om ugen. De andre seks dage havde man fri klokken 21, selv om forretningen åbnede allerede klokken 7 om morgenen - arbejdsugen var på 80 timer, og der var ikke noget, der hed frokost- eller middagspause. Det var vilkårene omkring 1. verdenskrig. Jeg synes, det er ufatteligt, selv om de nok ikke stressede rundt, som mange gør nu om stunder.
Har du forresten set, at der er store knopper på mange buske allerede nu? I min have står både rododendron og ribesbuske fyldt med store knopper ...
Ha' en rigtig god lørdag :-)
fredag, november 21, 2008
At overleve vinteren
Kan man lære at elske vinteren? Jeg ved det ikke, men jeg faldt over en sjov omtalen af en bog på kvinder.bt.dk.
12 % af os danskere udvikler en vinterdepression, og nu truer vinteren jo med kulde og mørke, regn og rusk, sne og sjap! Heldigvis findes der nogle grundlæggende og alment kendte energikilder. For det første er det selvfølgelig motion, sund kost, søvn, pleje af kroppen, orden, kærlighed og venskaber. Men det er også klogt at gøre sig klart, om man er A- eller B-menneske, så man udnytter energien, når den er der.
Og brug farverne! Farver påvirker nervesystemet og stimulerer kroppen på forskellige måder. Også farverne i vores hjem kan bruges til at bringe mere energi og glæde ind i vores liv. Mønstrede tapeter, tekstiler og ornamenteret porcelæn understøtter livsglæde og positivitet og løfter stemningen i hjemmet.
Det kan man blandt andet læse i 'Sommer hele året', der er skrevet af Tine Frellesen - og som netop er udkommet. Jeg synes, det lyder som nogle fine råd.
Hvordan overlever du vinteren og den mørke tid?
torsdag, november 20, 2008
Den store kærlighed

Noget af den første billedkunst, der berørte mig dybt, var Vincent van Goghs malerier og tegninger. Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, købte jeg straks en reproduktion af en af van Goghs tegninger, en arbejdende bonde, og billedet hang på min væg i mange år, uden at jeg blev træt af det. Siden blev det hans marker med fugle og Natcafé, der blev de foretrukne, og hans værker er stadig noget af det smukkeste, jeg kender.
Er der kunstnere, du har en særlig forkærlighed for?
onsdag, november 19, 2008
Sikke et held
Monsieur har lige fået ny mobiltelefon, og heldigvis er der forprogrammerede SMS-tekster. 'Jeg elsker dig' fx ...
Nydelse

Jeg sidder lige nu, længe inden det er lyst, og glæder mig over, at det er min fridag. I dag skal jeg på café med en kær veninde, som tager toget helt herop. Vi har ikke set hinanden i flere måneder, så der bliver nok at snakke om.
I går aftes så jeg portrættet af Kaffe Fassett, som blev sendt i lørdags på dk4, og det var endnu mere spændende, end jeg havde troet. Man så denne smukke, ældre mand sidde og strikke i sit arbejdsværelse og så, hvor han får inspiration til sine fantastiske mønstre og farvekombinationer. Det er blandt andet på Victoria and Albert Museum, hvor han opsøger gammelt kinesisk porcelæn, og i Portobello Road's antikvitetsforretninger.
I ved sikkert, at jeg er meget glad for havens fugle og fodrer dem året rundt. I det nyeste medlemsblad fra Dansk Ornitologisk Forening kan man læse om fuglenes forrådskamre. Fugle, der hamstrer føde, har en næsten ubegribelig hukommelse. En nøddekrige kan om efteråret samle 170.000 hasselnødder på 10.000 gemmesteder og huske, hvor de ligger. Nøddekrigen og skovskaden gemmer deres føde over et stort område – og det er da nærmest ufatteligt, at de kan finde nødderne igen. Nu forstår jeg bedre, hvor alle mine net med jordnødder blev af, inden jeg fandt på at hælde jordnødderne i en beholder af trådnet …
Rigtig god onsdag til jer derude.
tirsdag, november 18, 2008
En drøm

Jeg har en drøm om at prøve at overnatte i et shelter. Tænk at ligge på et varmt skind og høre lydene i natten, mærke naturen helt tæt på. Eller at prøve at bo på en husbåd og høre vandets klukken rundt om båden.
For nogle år siden havde jeg en chef, der var 70 år, og han foretog sig de mest utrolige ting i sine ferier - han og konen vandrede i Østen, i Norge, ja vist hvor som helst, når de havde opdaget nye og spændende steder. Det trøster mig lidt at vide at man kan være så aktiv, når man er 70.
En festlig idé
Jeg ved ikke, om du er gammel nok til at kunne huske den dag, hvor radioavisen fortalte, at Elvis var død. Jeg var på landevejen mellem Frederiksværk og Hillerød - og helt præcis ud for Æbelholt kloster. Verden stod stille, og jeg holdt vejret. Jeg tror, at alle over 40 år husker præcis, hvor de var, da de hørte nyheden i 1977.
Nu har jeg hørt i radioen, at der skal bygges en tro kopi af Elvis' Graceland i Randers. Idémanden bag projektet hedder Henrik Knudsen - han er af verdens største Elvis-kendere og fans, og han driver i forvejen et Elvis Museum og har også planer om en butik og en 50’er restaurant med amerikansk mad fra den tid. Hvis alt går glat begynder byggeriet til maj.
Det er da en ret festlig idé …
mandag, november 17, 2008
Du milde ...

Franskmænd spiser 25.000 tons snegle om året - 700 millioner snegle! Det har jeg læst i Frederiksborg Amts Avis ...
Det eneste der dur
Kender du det, at i en periode kan man kun bruge én bestemt shampoo - alt andet er nærmest udelukket. Sådan har jeg det i hvert fald, og for tiden er der intet andet end denne shampoo, jeg kan bruge. Shampooer er meget forskellige, nogle gør håret ekstra fyldigt, nogle gør det sjasket eller tyndt - ja, der er mange varianter. Denne shampoo gør efter min mening håret fyldigt og luftigt, og håret bliver blankt og ser sundt ud.
Hvilken shampoo kan du ikke leve uden lige for tiden?
søndag, november 16, 2008
På æbleskud
Vi kom sent hjem fra en rigtig dejlig fødselsdag i går på Le Sommelier i Bredgade på Østerbro. Maverne var fyldte af den lækreste mad, jeg nogen sinde har smagt. Mens gaven blev pakket op, kom vi til at tænke på vores bedstemødre, der altid forsigtigt foldede gavepapiret sammen, fordi det skulle kunne bruges igen - også selv om det skulle stryges - og silkebåndet blev rullet sammen til genbrug ved næste fødselsdag.
Det var måneskin, da vi var hjemme igen, og haverne var lyst op. Træerne stod som silhuetter. Inde i naboens have lå de fineste æbler under æbletræet og fristede. Så jeg var på æbleskud bevæbnet med et stort indkøbsnet og kan nu glæde mig over et frugtfad med de lækreste økologiske æbler. Heldigvis har naboens hus været til salg siden i vinter, og han er her stort set aldrig. Det er da synd, at alle de gode æbler skal gå til spilde ...
Rigtig god søndag til jer derude :-)
lørdag, november 15, 2008
Hvad en tallerken kan bruges til

Jo, der var mad i den, indtil ...
Her er sønnike fotograferet 11 måneder gammel. Jeg glemmer aldrig den dag og rengøringen, der fulgte efter. Heldigvis har han vokset sig fra glæden ved at lege med maden :-)
Kaffe Fassett i tv i aften
Klokken 20 i aften viser dk4 et program om tekstildesigneren Kaffe Fassett. Farvernes mester viser rundt i sit hjem og studie i London og fortæller om sit fantastiske liv med strikketøj, broderier og farvestrålende quilts.
Jeg har altid været ved at falde i svime over hans strikkede trøjer ...
Savnet
Jeg sidder her og vågner, mens det bliver lyst udenfor. Sofus er lige kommet ind med et forrevet øre – jeg gad vide, hvad der er sket. Nu sover han heldigvis trygt på Monsieurs dyne.
I dag skal vi fejre familiefødselsdag, og jeg glæder mig. Dette familiemedlem er også blevet glad for blogverdenen, og det er så hyggeligt. Jeg kommer til at tænke på, at man jo kommer til at kende andre bloggere vældig godt, også selv om man aldrig har mødt dem. Jeg har mange gange savnet bloggen Gæstebud. Den havde en særlig stil og ynde med et varmt og kærligt menneske ved roret. Det er jo næsten det værste ved denne verden, hvor mange er anonyme, at man mister nogle blogvenner igen. Men det er jo lige som i den 'rigtige' verden - andre kommer til, men der vil altid være nogle man bliver ved med at savne …
Kender du det, at man åbner sit klædeskab og ikke har en trævl at tage på. Sådan føler jeg det lige nu. Jeg må vist se at finde ud af, hvilket humør jeg er i, og hvad der vil være godt at have på netop i dag.
Nu vil jeg lave morgenmad og ønsker jer, der læser med, en dejlig lørdag.

