Maria skriver bloggen Silver Fox Whispers, der blandt andet handler om at blive ældre. Hun er omkring 70 år, så hun er en snes år foran mig, men de kan hurtigt gå.
Maria fortæller om engang, hun var til et selskab hos sin datter, der havde inviteret nogle af sine veninder. På et tidspunkt tog en af dem nogle billeder frem, som hun havde taget ved en anden sammenkomst, og begyndte at fortælle, mens hun rakte billederne hen over hovedet på Maria til en person på sin egen alder. Billederne gik hele bordet rundt, og da de nåede tilbage, lagde ejerinden dem ned i tasken igen, inden Maria nogensinde fik dem at se.
Når vi bliver gamle, bliver vi gemt af vejen på plejehjem, men allerede længe inden er vi blevet usynlige. Den kultur, vi lever i, interesserer sig ikke for os, når vi ikke længere optræder på arbejdsmarkedet. Vores markedsværdi er stort set ikke til at få øje på - undtagen hos børn, for de er i samme båd. Jeg kan huske en sang (vistnok med Shel Silverstein), der beskrev situationen uhyggelig præcist:
Said the little boy, “Sometimes I drop my spoon.”Sørgeligt og ubehageligt, men sandt.
Said the old man, “I do that too.”
The little boy whispered, “I wet my pants.”
“I do that too,” laughed the old man.”
Said the little boy, “I often cry.”
The old man nodded, “So do I.”
“But worst of all,” said the boy, “it seems
Grown-ups don’t pay attention to me.”
And he felt the warmth of a wrinkled old hand.
“I know what you mean,” said the old man.
