Vi finder altid hjem

Jeg elsker alt, hvad videnskaben ikke kan give nogen forklaring på. For eksempel hvordan fugle finder vej, når de trækker.

Der har været fremsat teorier, som havde at gøre med solens stilling, stjernerne, vindretningen, ændringerne i magnetfelterne omkring jordkloden osv., og man har udsat fugle for eksperimenter, jeg helst havde været fri for at høre om. Men det er stadigvæk en gåde, hvordan fuglene bærer sig ad med at navigere.

På et tidspunkt var der en mand i England, der lavede sit eget eksperiment, som gjorde mysteriet endnu større. Han opdrættede nogle brevduer i et bur, som var placeret på hans gamle bils anhænger. Først lod han dem flyve, og de vendte tilbage efter endt mission. Det var der ikke noget usædvanligt i, men en dag, da han havde sluppet duerne løs, satte han sig ind i bilen og kørte til Frankrig (så vidt jeg husker – i hvert fald et andet land). Alligevel fandt duerne deres bur. Alle de kendte teorier faldt til jorden.

Jeg synes, det er tankevækkende, at det åbenbart er hjemmet, der betyder noget for duerne, ikke stedet. For sådan har vi det også. Det er et spørgsmål om, hvor hjertet er, og hvor maden er. Vores hjem er dér, hvor vi har en pind at sidde på (nej, det er ikke en reklame for Home, det her!).

Det kan godt være, at vi et øjeblik bliver forvirrede, når hjemmet flytter sig. Men vi ved alligevel uafhængigt af solen og stjernerne og vinden og magnetfelterne, hvor det er. Vi skal nok finde hjem, selv om der skulle være en ekscentrisk englænder, der fandt på at sætte vores hjem op på en anhænger og køre det til verdens ende.

Det er ikke videnskabeligt bevist, men det er et faktum.