I dag spiste jeg frokost med Charlotte. Hun gav mig et trick, hun selv bruger for at gardere sig imod, at hendes lidt for aktive sociale liv helt kommer til at tage magten fra hende.
Der er hele tiden nogen eller noget, der gør krav på vores tid: venner der vil invitere eller forventer at blive inviteret, forretningsforbindelser, der skal plejes, familie der skal besøges. Resultatet er for lidt tid til os selv og til vores nærmeste, dårlig samvittighed, stress... Man er nødt til at have tid til sig selv og for sig selv.
Jeg har fri hver onsdag, hvor de fleste andre er på arbejde, så jeg er heldig. Charlotte har en anden strategi: hver tredje eller fjerde lørdag skriver hun "besøge Linda" i sin kalender hen over hele dagen. Hvis andre skulle finde på at invitere hende eller kræve noget af hende, kan hun med god samvittighed pege ned i sin kalender og sige: "Det kan jeg desværre ikke, jeg skal være sammen med Linda". Der er aldrig nogen, der spørger, hvem Linda er.
Systemet kan tilpasses efter behov: nogle få timer, aftener eller hele weekender om nødvendigt.
Det er ikke kun børn, der har brug for fiktive venner.
fredag, juni 10, 2005
Lørdag med Linda
Abonner på: