Hello, det er Frank

Sådan lød en dejlig telefonopringning i går aftes fra London. Fra en næsten forsvundet halvfætter, der nu er ved at skabe kontakt igen til familien. Frank er 66, og jeg har aldrig set ham, men én i vores familie har været i Sydafrika og besøgt hele den sydafrikanske del af familien. Min fars fætter udvandrede nemlig i 1954 og startede en hel klan ved at producere fem børn, der nu alle har en efterslægt. Men to af den udvandrede fætters sønner bor nu i London, fordi der blev for råt i Sydafrika - brosten smidt ned fra motorvejsbroer kan man ikke tale til rette. Det gik ud over min halvfætters kone, der nu må leve med sine men.

Men nu var Frank i røret med et dejligt dansk, præget af at han aldrig bruger sit modersmål og næsten heller aldrig har gjort det. Til sommer kommer han til Danmark og hilser på sin familie her. Alt sammen fordi en anden halvfætter fandt en ung pige med vores efternavn på en sydafrikansk hjemmeside. Om jeg glæder mig! Jeg er bidt af en gal genealog og har lyst til at vide alt om min slægt, og det har gennem tiden ført de mest utrolige breve og bekendtskaber med sig.

At føde min søn var en speciel følelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Det samme var tilfældet med mit bryllup. Jeg tror, der venter endnu én.

Betyder familie noget for dig, selv om det er mennesker, du måske aldrig har mødt?