Det er tilsyneladende kun pæne og helt igennem hæderlige mennesker, der dør - i hvert fald hvis man skal tro nekrologerne. Her i landet er en nekrolog som regel en fuldstændig ukritisk hyldesttale, men sådan er det fx ikke i England. Der gælder ingen regel om, at man ikke må tale ondt om de døde, og en nekrolog kan være temmelig grov.
Nyhedsavisen havde en underholdende artikel om den forskel, der er på vores og englændernes måde at omtale de døde, og den engelske stil er grundlagt af den tidligere nekrologredaktør på Daily Telegraph Hugh Messingberd. I hans tid har man fx kunnet læse følgende nekrolog fra 1991:
Den tredie Lord Moynihan, som er død i Manilla, 55 år gammel, gav igennem sin person og sin karriere skyts til modstanderne af arvesystemet. Hans hovedbeskæftigelse var bongotrommer, bordelvirksomhed, narkosmugling og politimeddeleri.Nekrologer skrevet som fortællende portrætter er i øvrigt populære både i England og USA.
Kunne vi lære noget af englænderne, eller skal nekrologer kun stryge med hårene?
