
Det er sjovt, som livet kan føles anderledes, når man pakker bil, barn, dyner, mad osv. og indstiller sig på dage uden vaske- og opvaskemaskine. Lange traveture ventede, ture til vandet - og som et af højdepunkterne at kunne gå ud i bare tæer på græsset midt om natten og kigge på stjerner. Når månen lyste haven op, stod gran-, fyr- og lærketræer i silhouet med Karlsvognen og alle de andre stjerner spredt rundt omkring. Vi oplevede pludselig at få følelig kontakt med årstidernes skiften. At få besøg af fasaner, grævlinger, ræve, harer, rådyr og (næsten) alverdens fuglearter, som jeg omhyggeligt førte logbog over.
Men den stærkeste oplevelse var stjernehimlen. Stjernehimlen i haven om natten eller på en gåtur i mørke med knasende sne under fødderne. Nu bor jeg her og kan se stjernerne gennem mit glastag i entreen når som helst, jeg har lyst.
Sådan skal det blive ved med at være.