fredag, november 14, 2008

Madrevolution

Oscar Umahro Cadogan: Køkkenrevolution for hele familienSom alle, der kender mig ved, har jeg i mange år interesseret mig for ernæring og ordentlig mad. Biokemikeren og ernæringseksperten Oscar Umahro Cadogan har mærket på sin egen krop, hvad dårlig kost betyder for helbredet, og det gør efter min mening hans bøger særlig interessante. Sidste år udkom Køkkenrevolution på høje hæle, og nu har jeg fået fingre i Køkkenrevolution for hele familien, som er helt ny.

Vi har høj forekomst af alle velfærdssygdomme inklusive dem 'i hovedet', depression, indlæringsproblemer, adfærdsproblemer, udviklingsproblemer og alt muligt andet. Vi spiser ikke nok grøntsager og frugter, får ikke nok fuldkornsprodukter, vi har problemer med overvægt, og 80% af befolkningen mangler D-vitamin. Heldigvis er det slet ikke så svært at komme i gang med at spise og leve sundt uden afsavn. Bogen indeholder supersunde opskrifter på morgenmad, madpakker, aftensmad, antipasti, tapas, snacks, bagværk, slik og desserter, og så bliver humøret oven i købet mere stabilt, og man sover bedre.

Principperne bag opskrifterne:

• Intet tilsat sukker, fremhæv madens egen sødme med krydderier.

• Fuldkorn i stedet for tomme kulhydrater.

• Basislækkerier til køleskabet uden sukker, fløde og smør.

• Optimal udnyttelse af tiden i køkkenet, så danske familier får mere tid sammen uden at gå på kompromis med kvalitet og sundhed.

Oscar Umahro Cadogan er medstifter af sundhedsrevolutionen.dk og har været kok på Go’Morgen Danmark, han er sundhedsskribent for Femina og fungerer derudover som sundhedskonsulent og foredragsholder.

Og så har han for resten også en blog.