Smart eller syg

Da jeg var ung, sådan cirka 20 år, havde jeg en periode, hvor jeg syntes, det var smart at være myndeslank. I virkeligheden var det vist tyndere end myndeslank, der var mit ideal. Og som jeg husker det, var det ikke noget, man talte om dengang. Nu kan man alle vegne læse om faren ved at være meget tynd, vi bliver skreget ørerne fulde af advarsler mod anoreksi - og det er velbegrundet, det ved jeg nu. Det er en tilstand, hvor den syge slet ikke ser sig selv, men ser et forvrænget billede. Da jeg var tæt på at havne i anoreksiens klør, var den eneste advarsel, jeg fik, et par ord fra min læge, der syntes, at jeg var lige tynd nok. Jeg fortalte ingen, hvad jeg tænkte om situationen, men nu kan jeg se, at det fyldte alt for meget i min bevidsthed.

Hvor ville jeg dog ønske, man kunne videregive sin egen erfaring til yngre generationer, men det tror jeg desværre ikke, man kan. Der har især været én ung kvinde i mit liv i de senere år, som jeg havde håbet på at kunne få til at se problemet - men det er ikke lykkedes, og hun er radmager. Jeg oplevede som ganske ung to kvindelige kolleger, der var tæt på at dø af anoreksi. Den ene var væk fra jobbet i utrolig lang tid og vendte tilbage så tynd, at hun lignede et skelet - det var et chok at se hende igen. Den anden vendte ikke tilbage, og jeg ved ikke, om hun stadig lever.

Jeg kom til at tænke på dette her, fordi jeg i går på jobbet mødte en radmager, ung pige, der tydeligvis syntes, det var smart at være så tynd. Hun var i gamasher og numsekort bluse, der sad som sprøjtet på og afslørede en sygeligt tynd krop.