Da jeg var barn, kunne jeg næsten ikke få tiden indtil juleaften til at gå hurtigt nok. Jeg var så forfærdeligt spændt, og alt skulle være som altid, de hyggelige traditioner med maden, lysene, musikken, gæsterne, gaverne, træet, pynten - og den sene samling hos min mormor med min mors familie. Jeg husker med største glæde tilbage på min barndoms jul.
En juleaftensdag, mens min mor gik og lavede julemad, blev min far sendt ned i kælderrummet for at hente et glas ribsgelé. Han var vel væk et kvarter, og netop mens han var væk, ringede julemanden på døren. Han havde et stort hvidt skæg og en sæk med gaver over skulderen - og han var i det fineste julemandstøj. Han spurgte mig, om jeg havde været en artig lille pige, og det mente jeg jo nok, at jeg havde, og så fik jeg en gave - jeg kan desværre ikke huske hvad. Lidt efter at julemanden var gået, kom min far op fra kælderen med geleen, og det var da frygteligt uheldigt, at han gik glip af besøget af selveste julemanden ...
Billederne er fra weekendens hyggelige familietræf, hvor vi var 15 mennesker, der lavede konfekt med julemusik i baggrunden. En af de unge mænd lavede et grønt lokomotiv af marcipan med nougathjul :-)
Hvordan var din barndoms jul?
tirsdag, december 15, 2009
Min barndoms jul
Abonner på: