Min kæphest

I lørdags var jeg på apoteket, fordi jeg var udgået for plaster. Men jeg kunne knapt nok komme ind for mennesker, og det var ikke fordi, apoteket holdt fest - sådan er det hver gang, jeg er på apoteket.

Det står pludselig klart for mig, at vi prakkes uanede mængder af medicin på, hvis vi ikke passer lidt på os selv. Mens jeg har gået og ryddet op i min fars hus, har jeg fundet tre store bæreposer med medicin, som jeg har afleveret på apoteket - blodtryksnedsættende (flere typer), kolesterolsænkende, hjerterytmeregulerende, vanddrivende, blodsukkersænkende, smertestillende af flere typer, og en hel del mere. Når man ordineres mindst otte slags medicin hver dag, er jeg sikker på, at ingen ved, hvordan de indvirker på hinanden, og hvad det giver af bivirkninger. Min far havde altid ondt, havde diabetes 2, havde et hjerte der slog uregelmæssigt og alt for hurtigt, havde iskolde hænder, der smertede, og havde svedeture, der drev ham til vanvid - og jeg har sikkert glemt flere af hans symptomer på medicinforgiftning.

For mig at se er det uhyre vigtigt, at vi, så vidt det overhovedet er muligt, sørger for at spise sund og få motion og lys udenfor hver dag. Mange gamle har en uhyggelig autoritetstro og indtager uden at forstå baggrunden, alt hvad lægen ordinerer, i stedet for at sætte sig ind i, hvad vi selv kan gøre.

Jeg har i hvert fald lovet mig selv at forsøge at styre uden om alle de aldersskavanker, som mange lider af.