lørdag, april 07, 2012

Hvad en regnvejrsdag kan bruges til ...


Sådan en regnvejrsdag kan bruges til fx at sove, at bage og rydde op.

Ind imellem får jeg lyst til en ordentlig omgang oprydning, og ånden kom over mig i går, hvor mine bøger blev sorteret i dem, der skal beholdes, og dem der ryger ud. Jeg fandt bøger, jeg helt havde glemt, og der var et sjovt gensyn med min farmors ’Mindre Lærebog i Verdenshistorie’ fra 1898! Den er ikke så dum endda, for en masse af den historiske viden er gangbar stadigvæk. Nu ved jeg, at i 3.000 f.Kr. var der en velordnet stat i Egypten, og at urene blev opfundet omkring år 1000 e.Kr. Men gensynet med Sanna Ehdins ’Et liv i glæde’ var nu en dobbelt glæde! Det bliver den næste bog, jeg genlæser ...


Jeg faldt også over en af min mors sirligt håndskrevne kogebøger og holder meget af at kigge på hendes opskrifter, selv om det ikke er nogle jeg bruger. Hun var husholdningslærer og underviste i madlavning og vævning.

Nu er en sæk bøger afleveret til genbrug, så andre kan få glæde af dem.

Kogebog