mandag, april 16, 2012

Oplevelser på min første loppemarkedsdag


I går indledte jeg loppemarkedssæsonen i Holte. Jeg var på marked med min veninde Mette, en klassekammerat, jeg genfandt, da jeg sidste vinter samlede min folkeskoleklasse. Vi gik en runde og kiggede, og jeg faldt straks for en blå jakke og en blomstret trøje fra Saint Tropez. I en anden bod en bluse fra InWear med fine detaljer som læderkant i halsudskæringen – og jeg fandt en dyb blålilla dug i hør og med frynser, som måtte med hjem. Jeg har været på udkig efter en sommerjakke i de sidste uger, uden det var lykkedes at finde en, så glad er jeg, og den nye jakke har plads til kamera og andre småting i de mange lommer!

Jeg fik en dejlig oplevelse oveni
– nemlig at møde en kær blogven, som jeg kun har haft kontakt med her i blogland. Marianne har ikke selv en blog, men pludselig var hun her, og vi fik en lang og god snak. Tusind tak Marianne!

Mette og jeg sluttede vores loppedag på Café Emil med kaffe og varm æblekage.