Giftfri tænder, tak

Som nævnt er jeg for tiden optaget af Ninka-Bernadette Mauritsons bog Kernesund familie - sådan. Den handler om meget andet, end hvad vi spiser, og hvad vi kommer i munden. Den handler også om, hvad tandlæger kommer i munden på os, og det er noget af en gyser! I bogen siger tandlæge Bent Christensen, Klinik for Tandsundhed i Horsens, blandt andet:

Ifølge Tandlægeforeningen er amalgam et giftstof. Men kun inden det kommer i munden og efter det er ude igen, hvor det betegnes som skadeligt for miljøet. Ikke imens det sidder i munden på os. Det er der ingen logik i.

Det kan man vel dårligt være uenig med ham i. Jeg skal i hvert fald ikke have flere end de tre amalgamfyldninger, jeg allerede har, og nu overvejer jeg alvorligt at få dem fjernet, hvad der ikke er helt enkelt. Her og her er der interessant læsning om amalgamsanering - og plastfyldninger er lige så stærke!

Har du en mening om den sag?

Jeg - en lysvampyr

Det gik ellers lige så godt. Men nu har jeg fået at vide, at jeg skal rykke ud af mit dejlige, lyse lydstudie, som endda også har en stor dør ud til det fri. Det rum, jeg skal flytte ind i, har kun et mikroskopisk vindue - ikke ud til verden, men ud til et andet rum. Og ulykken har ingen ende: fra min arbejdsplads, kan jeg ikke engang se ud af vinduet. Jeg skal med andre ord sidde i kunstigt lys otte timer om dagen, og tanken er næsten ikke til at bære for en lysvampyr som mig - selv om jeg ikke har opgivet kampen om at beholde mit rum endnu!

Jeg aner klaustrofobien lige om hjørnet.

Og så er det, jeg gerne vil spørge jer derude, om I har kendskab til dagslyslamper, der kan bruges - de skal altså give meget lys, men jo uden at man blændes.

Intrigante kvinder

I fredags tog jeg Metroen ind til min tandlæge i København, og transporttiden fordrev jeg med at bladre gratisaviserne igennem - dem jeg ellers aldrig ser, fordi jeg plejer at køre i bil, og som jeg hører så meget grimt om. Men jeg blev indfanget af en overskrift i farten:

Kvinder giver ballade
Når kvinder er i overtal på en arbejdsplads, medfører det flere konflikter og bagtaleri, viser en ny norsk undersøgelse ifølge fpn.dk. Løsningen er dog ikke at lade mændene være i overtal, for undersøgelsen viser også, at en arbejdsplads med en jævn kønsfordeling giver færrest konflikter.

Først blev jeg så forarget, at det var lige før jeg hoppede i sædet (det ville have tiltrukket sig opmærksomhed, for det var et af de sæder, der smækker op med et brag!). Da adrenalinet igen var faldet til et rimeligt niveau, begyndte jeg at tænke efter og begav mig en tur tilbage i tankerne gennem skiftende redaktioner og afdelinger på min arbejdsplads. Og nedslået må jeg se i øjnene, at for mig har det desværre været helt sandt.

Hvad er din erfaring med arbejdspladser, hvor kvinder er i overtal?

Boligreportage

Jeg har lyst til at invitere jer til en lille leg om, hvordan vi har valgt at indrette os. For at gøre det ekstra svært/let må man bruge 25 ord til at beskrive sit hjem.

Mit hjem kan for eksempel beskrives sådan, hvis man kiggede ind gennem dørspionen (som jeg ikke har):

80 kvadratmeter, hvide vægge, brændeovn, ingen vaskemaskine, glastagsentre, bondekøkken, kurvemøbler, naturfarver, patchwork, afrikanske figurer, kig til kip, bøger, cd'er, planter, afsyret kommode, plisserede lampeskærme, Pernilla.

Har I lyst til at være med?

Musik-apoteket

Vi abonnerer på Politiken og får gratis Frederiksborg Amts Avis med i købet. Der finder jeg ofte anderledes og spændende artikler. I dagens avis faldt jeg over en artikel om musik som terapi.

Den norske psykolog og professor Even Ruud har i flere år forsket i musikkens helbredende virkninger. Ifølge ham er er det et faktum, at musik kan virke afspændende, lindre smerter og reducere angst og stress. Ud over at være psykolog er Even Ruud også musikuddannet med klaver som instrument. Senest har han lavet en undersøgelse over musikens betydning for langtidssygemeldte, og det viser sig, at de, der lytter til musik, har en langt bedre livskvalitet og kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Langtidssygemeldte i Norge koster samfundet cirka 42 milliarder kroner - og nogle af dem var måske givet godt ud på musikterapi. For de færreste ved, at musik har helbredende kræfter, selv om vi alle ved, at kost og motion har.

Mange ville have større udbytte af at gå i en pladeforretning end at gå på apoteket - det er endda både billigere og bedre! Even Ruud anbefaler, at vi har mapper med vores eget musikalske husapotek på MP3-afspilleren. Det kan ersatte både medicin og piller og er langt at foretrække. Han bruger selv Keith Jarrett og har i en sorgperiode haft stort udbytte af at lytte til Toots Thielemanns. Det havde dog den ulempe, at han ikke kan lytte til ham mere uden at komme til at tænke på den epoke i sit liv.

Har du også erfaringer med, at musik virker som balsam på dig?

Yrk!

Det får indvoldene til at krympe sig, mavesyren til at stige op i spiserøret, og det bliver endnu værre, hvis man føler sig forpligtet til at lade, som om det smager pragtfuldt.

Sådan har jeg det med fisk og skaldyr og til dels med indmad, selv om jeg gerne spiser pateer og postejer - her skal det bare camoufleres lidt. Det er så træls at være ude til middag og få en forret sat foran sig, som man bare ikke kan få ned. Da jeg var barn, satte jeg engang noget tun op under et bord - der var en lille hylde under værtsparrets bord - og sagde det aldrig til nogen. Men jeg gjorde det kun denne ene gang, for siden har jeg øvet mig i at sige rent ud, at der er visse ting, jeg ikke spiser. Og den taktik er lykkedes. Bliver jeg inviteret ud til nogen for første gang, fortæller jeg forsigtigt, at sådan er jeg. Og jeg har faktisk aldrig hørt nogen blive fornærmet af den grund - selv om jeg jo ikke kan vide, hvad de tænker. Jeg får det, som jeg vil have det.

Men besværligt er det søreme. Alt sammen bare fordi en viljestærk mormor tvang rejer i en lille 5-års pige med en ufølsomhed, der var grænseoverskridende. Jeg ser det stadig for mig og mærker fornedrelsen. Et ægte traume!

Er der også ting, du simpelt hen ikke kan spise?

Kom frit frem!

Jeg er blevet nysgerrig. Bedst som man sidder og studerer sin besøgsstatistik (jeg bruger Statcounter), dukker der eksotiske flag op rundt om i kolonnerne. De fleste fremmede fugle er selvfølgelig havnet på ens blog ved en fejltagelse, men så er der også nogle IP-numre fra USA, Rumænien, Tyskland, Sydafika, Frankrig, Spanien, New Zealand og Malaysia, der bliver ved med at vende tilbage, men som aldrig giver lyd fra sig - udover de to fra Irland og Belgien, som jeg ved hvem er, og som kommenterer flittigt.

Men hvem er I andre? Ja, det er et selvmodsigende spørgsmål, når det karakteristiske jo netop er, at I aldrig efterlader kommentarer, men hvor ville jeg gerne vide det. Er I danskere, der er bosat eller udstationeret i det store udland? I har helt sikkert en vanvittig spændende historie i bagagen. Kom nu, er der ikke nogen er jer, der har lyst til at fortælle?

Og hvad med jer, mine medbloggere, har I også blinde passagerer i statistikken?

Oplevelsesgaven

Min far er museumsgænger om en hals, men han er ikke så mobil længere. Derfor var min fødselsdagsgave til ham en tur i byen omkring Den Hirschsprungske Samling og frokost et passende sted. Jeg deler hans interesse for Skagensmalerne, så jeg slog to fluer med ét smæk.

Selve museumsbygningen er et dejligt sted at opholde sig, og dekorationerne i loft, på vægge og i gulv er kunstværker i sig selv.

Heldigvis nåede vi kun at se en brøkdel af samlingen. Jeg har nemlig en aftale lige om lidt med nogle gode venner om at studere P. S. Krøyer i enkeltheder.

De forbudte trin

Har du det også sådan, at én bestemt film har gjort et uudsletteligt indtryk på dig?

Strictly Ballroom gør det, hver gang jeg ser den, og det har jeg gjort temmelig mange gange, siden jeg så den første gang til premieren i 1992. Allerede fjorten dage efter måtte jeg ind og se den igen. Nu har jeg den stående i reolen, hvis jeg skulle få brug for et langvarigt smil, lydsporet har jeg også liggende, og plakaten med Paul Mercurio og Tara Morice hænger på væggen til at minde mig om det.

Scott er en ung, eminent danser, der insisterer på at danse på sin egen måde til den store konkurrence. Desværre har hans dansepartner lige droppet ham, og der er ingen, der har lyst til at være hans partner, for han er bare for meget. Det er ved at tage livet af hans mor, som ejer den danseskole, hvor han arbejder som lærer, og hun kæmper for at få ham til at danse ordentligt - strictly ballroom - så han kan vinde konkurrencen. Scotts far er en resigneret tøffelhelt, der ikke blander sig. Han er selv gammel dansestjerne og har travlt med at drømme sig tilbage til sin egen storhedstid - det gør han ved at danse med sig selv om natten, når ingen ser det.

I sidste øjeblik inden konkurrencen lykkes det Scott at finde en partner. Hun er elev på danseskolen, og i hans mors øjne er hun alt for ordinær og klodset til, at man kan tage hende alvorligt. Men vil hun alligevel få chancen, og kan hun nå at blive god nok? Vil det lykkes Scott at åbne andres øjne for hans uortodokse dansetrin? Vil hans mor få sin vilje? Vil hans far ende på en galeanstalt?

Der er både typer, man kan elske og hade i Strictly Ballroom. Stilen er konsekvent grotesk med vanvittige flashbacks, skuespillerne er suveræne, klipningen og rytmen har jeg aldrig set bedre, musikken er overdådig, og det hele går op i en højere enhed (undskyld klicheen, men jeg kan ikke finde et mere dækkende udtryk). Det er ikke bare en film om dans, det er også en Askepothistorie, en historie om to, der elsker hinanden, om kærlighed kontra opstyltethed, gennemsyret af humor - og syret i det hele taget.

Hvis du ikke har set den, så gør det!

Dagens spørgsmål: hvad er din yndlingsfilm?

Stiløvelse

Jeg kom til at tænke på, at den måde, vi klæder os på, egentlig siger ret meget om os. Og vi har nok alle en foretrukken stil, selv om vi ind imellem skejer lidt ud. Når jeg kommer hjem med et nyt fund, siger Monsieur som regel: 'Du skulle have været keramiker. Har du for resten ikke én magen til?'. Det er ikke uvenligt ment, og jeg får som regel også en kompliment, men han har nok ret i, at min 'uniform' ikke varierer voldsomt.

Jeg går ikke ret meget i cowboybukser, selv om jeg har flere par. Cowboybukser kan være smarte - jeg føler mig bare ikke helt tilpas i dem, uden at jeg ved hvorfor. Jeg går mest i lange bukser, stramme. Og alle naturfarver er mine foretrukne.

I dag har jeg en cowboynederdel på med håndmalede blomster i helt afdæmpede farver, korte, flade sorte støvler med lynlås foran, og en sort løst strikket bluse med stor halsudskæring. Sorte strømper og tykke, grå sokker udenpå i støvlerne. Om halsen en lædersnor med en sten i, som jeg har fundet på stranden i Liseleje. I ørerne ret store, runde sølvringe og på højre hånd min vielsesring i hvidguld - helt enkel. Mit ur er et herreur fra Georg Jensen (købt engang i min ungdom for en uventet arv). Og så bare et stort, afrikansk tørklæde i sort, med brune og hvide batikmønstre svøbt om halsen. Jeg er meget glad for etniske ting, min taske er en afrikansk kurvetaske med læderhanke og lynlås.

Hvad har du på lige nu? Og hvorfor lige det? Hvad er din stil?

Farverig søndag

Invitationen lød på sammenskudsgilde i anledning af Runes 24-års fødselsdag klokken 13 på Bellevue. Lige mig, som elsker at se min kulørte familie til ustrukureret sammenkomst! Vi medbragte gave: 1000 Places to See Before You Die og de drikkevarer, som var vores del af tjansen. Og sammen med en snes andre gæster spiste vi frokost med udsigt over Øresund fra vinduet. Kusine, fætter, fætters halvbrors fraskilte kone og to børn, moster, onkel og tante, Runes fraskilte forældre og venner ... Kan du følge med? Det kan jeg næsten heller ikke.

Først skulle jordomrejsefætter hentes og ærinder gøres for ham, for han har ikke bil for tiden, og gasflasker er tunge. Men det viste sig, at der også var en mus, der skulle have et lift, fordi moster gerne vil have sådan én i et bur. Den skulle så lige hentes hos jordomrejsefætters bror, der havde fanget den i morges under sofaen i Tisvilde, hvor han lå og rekonvalescerede efter en diskusprolapsoperation.

Da vi endelig ankommer til selskabet, kun lidt forsinket, står der en trettenårig skønhed med en rotte ved navn Askepot på skulderen og siger goddag. Så var der ellers mad i lange baner, dansk frokost plus momo, en mongolsk ret, her i tibetansk udgave fremtryllet af Runes ven David, der kan sådan noget.

Snakken gik til den ene side om studium, legatansøgninger og studiejob som telefonsælger, til den anden side om brændestabling og fuldtidsjob som skovarbejder.

Afslutningsvis gåtur i Dyrehaven, farvel og ønske om god vind til jordomrejsefætter, som drager af sted igen om et par dage.

Vi tog Strandvejen hjem hele vejen langs kysten i adstadigt tempo for at fordøje indtrykkene i ro og mag.

Apropos fordøjelse er vi lige blevet enige om at springe aftensmaden over.

Et ømtåleligt emne

Jeg har haft mange overvejelser, før jeg lagde dette indlæg på, for kan man tillade sig at skrive om og blande sig i andres drikkevaner? Jeg er kommet frem til, at det synes jeg godt man kan, hvis man forsøger at gøre det på en ordentlig måde.

Sagen er, at jeg har problemer med at tackle den måde, en af mine venner omgås vin og spiritus på. Jeg pudser ikke nogen glorie, overhovedet ikke, og jeg elsker at være sammen med venner og bekendte over nogle gode glas. Der er bare det, at nogle mennesker ændrer sig og bliver mindre spændende at være sammen med efter for mange glas. Jeg har måttet opgive et vennepar, hvor drikkekulturen var alt for langt fra min egen, og hvor jeg den ene gang efter den anden med et stift smil måtte høre på de samme 'sjove' historier, som efterhånden var blevet til sørgelige påmindelser om, hvor hård spiritus er ved hjernen. Hukommelsen var simpelt hen forsvundet ud i den blå luft. Og hvis ens venner aldrig aner, hvad man har talt om sidst, hvad er så meningen med at ses? Et venskab bygger på gensidighed og interesse for, hvad andre siger og foretager sig.

En af mine meget gode venner er nu ude i noget, hvor jeg slet ikke kan være med længere. Det er ikke kun hukommelsen, der er væk - fornuften, livsglæden, overskuddet er også gået fløjten, men vedkommende kan ikke selv se problemet. Jeg har forsøgt at udtænke en redning, men jeg har måttet erkende, at det magter jeg ikke. Og det piner mig.

Er der nogen af jer andre, der har erfaringer enten fra jeres private liv eller via jeres job eller uddannelse og ved, hvordan man kan gribe den slags an?

Hvor er du, Jas?

Jas er vores aldrende hankat, som aldrig er blevet fuldstændig tam. For eksempel kan vi ikke tage ham op. Han var en næsten vild kat, der gik for lud og koldt vand, da vi adopterede ham i det tidlige forår 2002. Allerede da var han fuldvoksen, men mager og med en mat pels af at leve efter de forhåndenværende søms og krummers princip. Måske er han en efterladt sommerhuskat, eller måske er han en, der aldrig har haft en familie, der tog sig af ham, før vi kom ind i hans liv.

Vi er kommet til at holde meget af gamle Jas. Han spinder, som var han betalt for det, når man stryger ham på ryggen, og elegant og næsten ubesværet hopper han op i husets bedste kurvestol på patchworktæppet, hvor han kan sove i timevis. Hans liv er mest at sove. Jeg gætter på, at han er så gammel, at han ikke har så meget til gode. Hans ører er savtakkede af slagsmål, og han er flere gange kommet hjem med blødende sår eller bylder, med betændt øje, og én gang kom han humpende på tre ben. Det stod på i tre uger, hvorefter han var fit for fight igen. En selvhelbredende kat.

Men nu har Jas altså været væk en uge. Og vi ved godt, at en dag kommer han bare ikke hjem mere. Måske er det nu. Det håber vi bare ikke.

Kom så hjem Jas! Kurvestolen og brændeovnen er klar, og din madskål er fyldt.

Rejse- og livskunst

I går blev jeg en hel del aha-oplevelser rigere. Jeg havde fri, og min jordomrejse-fætter og jeg havde sat hinanden stævne på en café i Hillerød. Det var også efterårsferie, og der var børn overalt i byen, men heldigvis ikke på den café, vi havde valgt.

Den bærbare blev placeret på nabobordet, og med lidt til halsen og maven gik snakken om hans utrolige oplevelser i Caribien. Jeg har aldrig været på en sejlbåd andet end i havn, så jeg slugte fortællinger, billeder og videoklip fra livet om bord, fra små og større øer og folkelivet der, om hans særlige fascination ved Cuba, hvor befolkningen lever meget ydmygt for ikke at sige fattigt. Om fætters nye cubanske, unge kæreste, der kun taler spansk og bor i en ussel hytte med betongulv. Og et univers åbnede sig for mig, hvor jeg fik lov til at få et kig ind i rejsen som livskunst, at være undervejs hele tiden og føle sig hjemme alle steder. Billeder så skønne at jeg ikke kan finde ord, smukke og glade mennesker, mange uden arbejde, uden mulighed for at rejse væk, som det var almindeligt i 50'erne, før kommunisterne overtog styret.

Mens jeg sad der, tænkte jeg, hvad pokker jeg dog laver her i Danmark og med fast job, når man kan leve sit liv på den måde og til meget få penge, når man rejser rundt.

Men jeg må indrømme - efter at have sovet på det - at jeg alligevel foretrækker mit liv som det er. Uden palmer, uden tropiske orkaner, uden 32 grader lige nu - men med sikkerhed, et socialt system, der griber dem, der falder, med venner og familie.

Og på Cuba er der ingen e-mailadgang ...

Forandring forfrisker

Har du nogen sinde prøvet at vågne op en dag og opdage, at den måde, du har indrettet din tilværelse på, ikke længere fungerer? Jeg tror, at alle, der har nået en vis alder, kender fornemmelsen.

Verden omkring os ændrer sig efterhånden så hurtigt, at det er umuligt at forudse, hvad fremtiden bringer. Derfor kan man heller ikke planlægge på samme måde, som man kunne engang, og derfor kan det pludselig være nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved de valg, man har truffet, og som virkede helt rigtige, dengang man traf dem.

En drastisk ændring lige nu kan være det helt rigtige, og fra den ene dag til den anden kan man beslutte sig for at sælge sit hus og flytte - til et andet land eller bare andre omgivelser. Jeg/vi flyttede på landet for snart ti år siden fra et komfortabelt hus med alverdens elektriske bekvemmeligheder til en lille, primitiv hytte med kun det allermest nødvendige, og vi har aldrig fortrudt det, selv om det var en meget hurtig beslutning, og vi har fået længere til arbejde.

Andre skifter pludselig karriere. Det kan jeg ikke prale af at have gjort, for det har ikke været noget påtrængende behov, selv om jeg har arbejdet det samme sted, siden jeg var atten. Monsieur har til gengæld aldrig brugt sin uddannelse til det, den var beregnet til, og det fascinerer mig altid, når jeg hører om historikeren, der gik i lære som automekaniker, gymnasielæreren, der blev tømrer eller præsten, der nu arbejder som psykoterapeut.

Det er ikke altid, at den slags beslutninger bliver truffet fra den ene dag til den anden - det kan tage år at samle mod til at tage springet. Men som regel har det været det rigtige at gøre, når man spørger til det.

Har du prøvet af skifte spor på den ene eller anden måde?

Det var hyggeligt

I fredags, da jeg løb gennem avisens tillæg om Kulturnatten, stødte jeg på ordet fremkaldervæske. Igen blev jeg sendt en tur tilbage i tiden, og et andet ord meldte sin ankomst i baghovedet: hygge.

Hvad er hygge egentlig? Det har altid undret mig, at man siger, at ordet hygge kun findes på dansk. Kan det være rigtigt?

For mig har hygge været forskellige ting i de forskellige livsfaser. Nu er det fridage hjemme med kattene og Monsieur, med læsning af bøger og aviser - eller i gode venners selskab. At gå ud og spise eller at være sammen med veninder.

Som barn var hygge at gøre noget sammen med især min far, som var god til at inddrage mig i det, der interesserede ham selv. Vi samlede på frimærker - og så gik vi jævnligt i mørkekammer og lavede sort/hvide billeder. Først hængte vi et sort stykke stof for vinduet og satte en rød pære i lampen i loftet - og derefter fik jeg til opgave at stå med billederne i de forskellige kar: fremkaldervæske, fikservæske og til sidst under rindende vand, før de blev lagt til tørre. Vi var rigtig gode til det, og jeg vidste ikke noget bedre end at stå der og frembringe ’kunstværker’ sammen.

Når jeg bliver ældre, gætter jeg på, at det vil være hyggeligt, når familie eller venner kommer på besøg og fortæller om, hvad de har oplevet. Og at gå i haven og pusle om planterne og lave god mad.

Hvad er hygge for dig? Har du gode ideer til os andre?

Fra kamp til kærlighed

For et par uger siden så jeg en artikel i Politiken om en ny bog, som ved første øjekast kun handlede om kost og motion. Men den stak flere spadestik dybere, for den fortæller historien om, hvordan en familie med to børn blev af med astma, allergi, svingende humør og mange andre skavanker.

Jeg slugte artiklen, fordi sund kost altid har været min kæphest - det er ikke for ingenting, at min familie er husholdningslærere. Nu har jeg skimmet bogen, jeg har læst første del ved lommelygtens skær på vej til jobbet. Og jeg kan næsten ikke lægge bogen fra mig.

Den hedder Kernesund familie sådan!, forfatteren er Ninka-Bernadette Mauritson. Og med småt: Livsstil uden sukker, stress og kemi. Passer ind i din hverdag og ændrer den for evigt.

Det er historien om, hvordan en autistisk dreng bliver stort set normal, hvordan faren i familien bliver fri for astmaspray, og hvordan ungerne slipper af med hyperaktivitet og snot. Oven i købet bliver familien fri for stress og træthed, og forklaringen ligger i vores kost.

Bogen er hamrende lækker at blade i, motiverende og fyldt med opskrifter. Og Ninka garanterer, at livet er lagt om uden afsavn, at nattesøvnen er dyb, og at det er nok med 6 timer for de voksne. Uden sukker, mælkeprodukter og hvidt brød og med masser af sunde olier, nødder, shakes, frugt og grønt. Når man ser før- og efterbillederne af familien, tror man ikke, det er de samme mennesker, der er tale om. Før er familien småfede, rødøjede og med plamager i ansigtet. Efter er de slanke og med masser af liv i øjnene. At autisme og hyperaktivitet har noget med kosten at gøre er ikke en ny viden - det har kostvejledere vist i årevis. Og bogen understøttes hele vejen igennem af fagpersoner. Det er som at have fået nye børn, kan jeg forstå, og opskrifterne er så lækre, at jeg næsten ikke kan vente til jeg kommer hjem med at begynde.

Bogen får 6 hjerter af mig på forhånd - og jeg er ikke i tvivl om, at det holder.

Opdatering kl. 13.45
Et par supplerende artikler her og her.

Økologi for begyndere

Her i refugiet er vi enige om at købe økologisk, når det overhovedet kan lade sig gøre, og det er i virkeligheden alt, alt for sjældent. Heldigvis bliver det langsomt bedre, men udvalget i de almindelige supermarkeder er stadig rystende dårligt. Det gælder også Kvickly, der praler hæmningsløst af deres økologiske varer i tide og utide.

Men der er selvfølgelig også dem, der mener, at økologiske varer er det rene fup. Synspunktet er, at grønsagerne sgu nok er sprøjtet nøjagtig lige så meget som alle andre grønsager, men hvis man kalder det økologisk, kan man forlange skyhøje priser for det. Eller også, at vi såmænd ikke tager skade af en smule sprøjtemidler.

Jeg har en metode til at at lukke munden på dem, der har den opfattelse. Jeg spørger: 'Hvis der lå to æbler foran dig - et almindeligt æble og et økologisk - og du kunne vælge frit, hvaffor ét ville du så vælge: dét med pesticider eller dét uden?'

Hører du til skeptikerne, er her en liste over, hvilke ikke-økologiske grønsager der indeholder flest giftstoffer. Den afslører, at æbler er de rene pesticidbomber.

Værsgo og spis!

Kulturfredag

Jeg var desværre ikke til Kulturnat, og desværre heller ikke til ølblogtræf, men jeg fik mit kulturinput på andre måder i går.

Jeg læste de første 40 sider af Stieg Larssons første krimi Mænd der hader kvinder. Indtil videre er jeg overrasket over, at han ikke skriver bedre. Forventningerne var skruet helt op efter massehysteriet i forbindelse med hans nyudkomne, sidste roman i trilogien.

Men jeg fik også lidt for øret: Anna Netrebko og Rolando Villazón fra dvd'en The Berlin Concert - Live From Waldbühne. Jeg er målløs over, hvad de to kan, og hvis andre ikke har snuset til opera før, så begynd med dem og fald i svime ...

Aftenen sluttede med Vild med dans - det er brandgod underholdning - og Monsieur flygtede som sædvanlig ned i den anden stue. Jeg synes, det er imponerende hvad danseamatører kan lære på en uge. Men når et par er dømt ude sidst på aftenen, er det næsten ikke til at bære. Især ikke, når det er Anne Louise Hassing!

Derudover var jeg ude for at hjælpe Sofus ned fra taget, hvor han sad og hylede. Vi har en hyld, som har vokset sig helt op over tagrenden, og den blev brugt som lian/springbræt. Sofus havde bare ikke lige tænkt over, hvordan han skulle komme ned igen. Og Monsieur fik aftenen ødelagt for anden gang, da han måtte ud med saven, fordi jeg insisterede på en øjeblikkelig beskæring.

Nu har vi en meget mindre hyld - men til gengæld en hel del mere lys i køkkenet.

Kærester

Jeg har lige hørt en radioudsendelse, hvor Vagn Jensen fortæller om sin første kærlighed, Oda, som han svigtede så grusomt. Suk, den fik mig lige til at tænke tilbage med et stik i hjertet.

Man kan blive meget forelsket som barn - jeg kunne i hvert fald, og min første kæreste hed Peter og havde sorte krøller. Vi gik i børnehave sammen og boede i samme ejendomskompleks, og senere kom jeg også til at gå i klasse med Peter. Min mor må have vidst, at det var meget hedt, for jeg kan tydeligt huske, at jeg fik en gulerod med, som jeg skulle dele med Peter. Den var skåret igennem på langs, så den ikke var for hård at bide over.

Men vi blev drillet frygteligt af de andre børn, fordi vi var kærester, så meget at vi slet ikke turde tale til hinanden til sidst. Vi nåede aldrig at kysse, inden det var forbi. Ak ja.

Måske var det alligevel ikke helt overstået for Peters vedkommende. I hvert fald fik jeg en kæmpe buket røde roser, da jeg fyldte sytten, men da var det ’lissom’ for sent, for jeg havde fået en anden kæreste i mellemtiden (som jeg også svigtede, men det er en anden historie). Vi blev selvfølgelig gift med nogle helt andre, men fuldstændig spildt var vores første kærlighed nu ikke. I dag - sådan cirka en menneskealder efter - er Peter en af Monsieurs og mine bedste venner.

Fortæller du om din første forelskelse? Det bliver mellem dig og mig.