Jas er vores aldrende hankat, som aldrig er blevet fuldstændig tam. For eksempel kan vi ikke tage ham op. Han var en næsten vild kat, der gik for lud og koldt vand, da vi adopterede ham i det tidlige forår 2002. Allerede da var han fuldvoksen, men mager og med en mat pels af at leve efter de forhåndenværende søms og krummers princip. Måske er han en efterladt sommerhuskat, eller måske er han en, der aldrig har haft en familie, der tog sig af ham, før vi kom ind i hans liv.
Vi er kommet til at holde meget af gamle Jas. Han spinder, som var han betalt for det, når man stryger ham på ryggen, og elegant og næsten ubesværet hopper han op i husets bedste kurvestol på patchworktæppet, hvor han kan sove i timevis. Hans liv er mest at sove. Jeg gætter på, at han er så gammel, at han ikke har så meget til gode. Hans ører er savtakkede af slagsmål, og han er flere gange kommet hjem med blødende sår eller bylder, med betændt øje, og én gang kom han humpende på tre ben. Det stod på i tre uger, hvorefter han var fit for fight igen. En selvhelbredende kat.
Men nu har Jas altså været væk en uge. Og vi ved godt, at en dag kommer han bare ikke hjem mere. Måske er det nu. Det håber vi bare ikke.
Kom så hjem Jas! Kurvestolen og brændeovnen er klar, og din madskål er fyldt.
