Yrk!

Det får indvoldene til at krympe sig, mavesyren til at stige op i spiserøret, og det bliver endnu værre, hvis man føler sig forpligtet til at lade, som om det smager pragtfuldt.

Sådan har jeg det med fisk og skaldyr og til dels med indmad, selv om jeg gerne spiser pateer og postejer - her skal det bare camoufleres lidt. Det er så træls at være ude til middag og få en forret sat foran sig, som man bare ikke kan få ned. Da jeg var barn, satte jeg engang noget tun op under et bord - der var en lille hylde under værtsparrets bord - og sagde det aldrig til nogen. Men jeg gjorde det kun denne ene gang, for siden har jeg øvet mig i at sige rent ud, at der er visse ting, jeg ikke spiser. Og den taktik er lykkedes. Bliver jeg inviteret ud til nogen for første gang, fortæller jeg forsigtigt, at sådan er jeg. Og jeg har faktisk aldrig hørt nogen blive fornærmet af den grund - selv om jeg jo ikke kan vide, hvad de tænker. Jeg får det, som jeg vil have det.

Men besværligt er det søreme. Alt sammen bare fordi en viljestærk mormor tvang rejer i en lille 5-års pige med en ufølsomhed, der var grænseoverskridende. Jeg ser det stadig for mig og mærker fornedrelsen. Et ægte traume!

Er der også ting, du simpelt hen ikke kan spise?